Vinder af FSC Design Award 2018

Vinderen af FSC Design Award 2018 er fundet. Stort tillykke til Emma Bukhave Vidarsson og Anna Ohmsen fra Kunstakademiets Arkitektskole (KADK), der med deres design Frames vandt årets konkurrence.

Pendlen Frames er en æstetisk og smuk lampe. Det er et super interessant design, der er dynamisk og funktionelt, og kan transformeres fra at have et tredimensionelt til et todimensionelt udtryk. Frames er tænkt kommercielt og kan udvikles og udformes i mange materialer. Det er et yderst solidt design, selvom pendlen er tynd og fin i sit udtryk.


De ni finalister

Bare detBare det
Jens Andreas Skovgaard, Kunstakademiets Arkitektskole (KADK)

Bare det er en funktionel designløsning udført flot. Dommerne roser designet for at være godt gennemtænkt og et simpelt design med dets smukt afskårne ben og fine kontinuerlige form. Det stabelmæssige element giver designet en god funktion i mange hjem. Alt i alt en forfinet udgave af den klassiske taburet.


H32H32
Lærke Ryom, Kunstakademiets Arkitektskole (KADK)

H32 er en æstetisk smuk konstruktion. Møblet udtrykker sig helt simpelt med få materialer og enkel konstruktion, samtidig med at det er lidt japansk inspireret i samlingerne. Der er stor mulighed for at estimere og videreudvikler på H32. Den minimalistiske størrelse giver designet stor kvalitet og mulighed for at blive et kommercielt møbel.


SittingSitting
Mathias Steen, Roskilde Tekniske Skole, og Emma Zahlekjær, Københavns Erhvervsakademi (KEA)

Alle dommere anerkender det tidsløse design og håndværket, der er helt i top og den bæredygtige idé med at indfarve flaglinen med indigoplanten er super god. Det er tydeligt at designeren står på skuldrene af en klassisk mester, men Sitting har også selv potentialet til at blive en klassiker.


PlicarePlicare
Pernille Løgstrup Iversen, Kunstakademiets Arkitektskole (KADK)

Der er stor efterspørgsel på løsninger til indretning af altaner, og her er Plicare et rigtig flot bud. Dommerne er vilde med designets simple udtryk og æstetiske udseende. Der er brugt fine enkle løsninger, specielt ved ophæng af Plicare. Møblet har stort potentiale til at komme i produktion med dets funktionalitet, gode siddekomfort og fleksibilitet.


LoopLoop
Julie Strange, VIA Design & Business

Loop er udviklet på højt, højt niveau. Det er et simpelt produkt med mange detaljer, hvor flettemetoden står særligt frem. Møblet har kvalitet i både form og udtryk og er det design, der kommer tættest på en ny-klassiker og kunne sagtens stå i en klassisk møbelbutik. Brugen af naturmaterialer og den genanvendelige stålring viser, at Loop også indtænker bæredygtighed på fineste vis.


NelioNelio
Nicoline Cecilie Vestergaard, VIA Design & Business

Nelio er både kommercielt og et særdeles veludført design. Møblet er ikke bare en bænk, men rummer smarte opbevaringsmuligheder, som giver det flere forskellige funktioner. Dommerne lægger også vægt på designets mange klassiske elementer, der alle er tænkt på en ny og innovativ måde. Nelio er med andre ord det design i år, der kommer længst i nytænkningen af den klassiske bænk.


PresentPresent
Louise Laursen Bitsch, VIA Design & Business

Present viser det sociale aspekt af bæredygtighed på fineste vis. Det er et design, der i sin reneste form forholder sig til demente menneskers behov, men ikke går på kompromis med designdelen. Både designet og præsentationen med emballage og brochurer med fine, håndtegnede illustrationer bidrog alt sammen til en super helhedsoplevelse. Vi håber i høj grad at designet bliver taget videre herfra.


KølKøl
Lise Vester, VIA Design & Business

Vi ser et stort potentiale i Køl. Det er overraskende let i sit udtryk og har et lækkert og simpelt sammensæt. Der er noget lethed over den samtidig med at den er massiv – den har altså både noget feminint og maskulint over sig. Køl er et design, der fint vil kunne opskaleres og udvikles til andre typer møbler.


KelkkaKelkka
Kirstine Bovbjerg Christensen, Arkitektskolen Aarhus

Alle dommerne nød at sidde i Kelkka og blev positivt overrasket over, hvor godt man sidder i møblet, trods den meget simple konstruktion. Det er et ekstremt gennemført og kompromisløst design. Efterspændingen af hamperebet var inspirerende og nytænkende, samtidig med at det var flot udført, specielt i ryggen. En super stærk prototype.


Verdens Skoves anerkendelse af den bedste bæredygtighedsidé

Gro er et skridt i en ny biobaseret materialevirkelighed. Gro er baseret på svampesporer og savsmuld og har stort potentiale. Man dyrker enkeltdele i den form man gerne vil have dem – det giver sindssygt mange anvendelsesmuligheder og mindsker presset på materialer fra naturen.
Der er lidt vej endnu, men når vi ser på fremtidens materialebrug kan svaret være at kigge mod svampesporer.


Mad & Bolis ærespris - SKAGERAK

Skagerak, tidligere kendt som Trip Trap, er et familieejet firma med en langvarig forkærlighed for træ. Siden 1976 har Skagerak produceret møbler, havemøbler og accessories i træ med fokus på etik og bæredygtig produktion. Den første FSC- certificering kom i hus i 2003, og i dag er omkring 55 % af deres totale produktion certificeret. Målet er, at 100 % af produktionen er certificeret i slutningen af 2020.


© Forest Stewardship Council® · FSC® F000208