Det laver vi

Blog 2: Træ udvælges til canadisk version

Sigrid snuser til træ (© Morten Bo Johansson)© Morten Bo JohanssonSigrid Juel Jensen vandt i november FSC Design Award 2014 med hendes ophængningsstativ "SKRUE", som trækker spor tilbage til den gamle drejetaburet og høvlebænk. Sigrid er nu taget afsted på vinderrejse til Canada. Sigrid er i Canada for at opleve arbejdet med FSC og bæredygtig skovdrift helt tæt på. Herunder kan du læse om hendes oplevelser i Canada. Se desuden flere billeder fra turen på FSC Danmarks Instagram-profil @fscdanmark.


Jim, som etablerede Windhorse Farm for 20 år siden, viser os rundt i det tilhørende værksted, som dufter af savsmuld og hvor træ og maskiner står tæt pakket. En stor garagedør udgør den ene sidevæg og fordi vejret er godt, står døren til værkstedet åbent. Indenfor er to etager slaraffenland af træsorter og alle sammen fra FSC-skovene, som hører til farmen. Her skal Sigrid vælge hvilket træ, hun vil lave sin canadiske version i.

Sigrid og Jim hiver eksempler på træ ned af hylderne. ”Jeg troede, at jeg kendte træ ret godt, men når Jim går i gang med at vise de mange sorter, som de har her, så gør jeg slet ikke. Han ved virkelig noget om træ,” siger hun.



Sigrid vælger, at hun i stedet for at udføre sit design i en enkelt træsort, vil lave en version, hvor ”armene” får hver sin canadiske træsort. På den måde bliver versionen også en materialeundersøgelse og kommer til at repræsentere skovens diversitet. Samtidig tester hun forskellige højder på armene ved at tage udgangspunkt i de eksisterende træstykkers tykkelse.

Til lyden af kaglende høns udenfor og gumlende heste foran naboladen, begynder Sigrid med hjælp fra Fredrik at tegne op til designets arme.

”Det her er en fed måde at afprøve forskellige træsorters evner på i forhold til at lave trægevind og i forhold til at lave organisk formgivning.” forklarer Sigrid. ”Det er jo også super godt i forhold til et samarbejde med en fremtidig producent at have prøvet det af på så mange måder.”

Se også Sigrids vinderdesign på hendes hjemmeside. 



Velkendt, men anderledes
Sigrid kigger på de mange træstykker, der ligger foran hende. ”Det er sjovt, hvordan de her træsorter, selvom jeg kender flere af dem i forvejen, har mange flere mønstre og variationer, end dem vi arbejder med på skolen. Det er som om, de på en måde er mere levende. Og den her canadiske ahorn er helt forskellig fra den, jeg kender hjemme fra, som er meget mere hvid.” siger hun og fortsætter ”Det er faktisk ret vildt, at alle de her forskellige sorter kommer fra den samme skov. Når jeg kigger mig omkring i skoven, synes jeg slet ikke, at jeg kan se så mange forskellige.”

Dagen skrider frem og det samme gør designet. Træsorter er testet af og en enkelt i poppel er kasseret, fordi den var for blød. Sigrid skruer gevind i de træstykker, der skal blive til armene, før de formes. ”På den måde er det mere stabilt at arbejde med,” fortæller hun. Der er dog lang vej igen til en færdig version.



Alene i en skov om natten?
Om aftenen inviterer Jim os på skov-natvandring og vi mødes i tusmørket i kanten af skoven. Jim starter et lille bål og fortæller os lidt om, hvad der skal ske. Den her tur skal handle om at turde være til stede i skoven med sig selv og om at mærke en forbindelse til naturen. Mens mørket bliver tættere, giver Jim os instruktioner i, hvordan vi skal forholde os. Vi skal være stille på hele turen og bruge andre sanser end synssansen til at orientere os og til at opleve skoven. Opgaven er at følge ham ind i skoven på række, men med så meget afstand til hinanden, at man kun lige akkurat kan følge den foran. Længere inde i skoven skal vi begive os ud i mørket alene. Med på turen får vi fortællinger om Jims oplevelser med skoven og hvad den har betydet for ham og andre, der er har været her før os. Han giver os også en række tanker om, hvordan man skal forholde sig til skoven, så man ikke bliver grebet af frygt og kan bevare roen, selvom man er alene. Vi bevæger os ind i mørket og har hver vores individuelle oplevelse i natskoven.

”Det var virkelig en god oplevelse,” siger Sigrid efterfølgende. ”Det var så interessant, hvordan opmærksomhed og sanser skærpes, når man ikke har synet. Det ændrer helt, hvordan man oplever skoven. Det er vidt forskelligt fra at gå her om dagen og det handler mere om at være i kroppen i stedet for at være i hovedet.”  Og hun fortsætter ”Nogle lyde kunne næste blive øredøvende, selvom de måske ikke var det. Man skulle tro, at det ville være meget spooky ikke at kunne orientere sig, men måden Jim førte os ind i det på, gjorde mig helt tryg” siger hun. ”Jeg fik testet mig selv i forhold til det, der kan være skræmmende og udfordrede og som man normalt ikke ville bryde sig om, men på en god måde. Det er jo også noget, man ellers kan bruge i sit liv.” Og hun slutter  ”Jeg føler en anden tryghed ved skoven her efter den her oplevelse.” 

Efter et par timer i mørke slutter turen i stilhed på en bakketop, hvor vi ser fuldmånen stå op over skoven. Jim slår på en af de mange buddhistiske gongonger, som hænger i skoven. Turen er slut.



© Forest Stewardship Council® · FSC® F000208