Det laver vi

FSC Design Awards 10-års jubilæum: Unge designere konkurrerer på bæredygtighed

Mere end 100 talentfulde design- og arkitektstuderende fra hele landet deltager i FSC Design Award 2015. Konkurrencen har 10-års jubilæum og udfordrer stadig fremtidens designere til at få bæredygtighed, godt design og kommercielt potentiale til at gå op i en højere enhed.

.Den 19. november løber FSC Design Award 2015 af stablen for 10. gang. Her vil 103 design- og arkitektstuderende fra landets største arkitekt- og designskoler konkurrere om, hvem der bedst kan få bæredygtighed og godt trædesign til at gå hånd i hånd. Det sker ved et stort arrangement, hvor alle indsendte designs udstilles i 1:1 modeller. Formålet med konkurrencen er at inspirere fremtidens designere til at tænke bæredygtighed ind i deres trædesigns og til at have lyst til at gøre en forskel for klodens skove med deres materialevalg.

Nikolai Lang, kommunikationschef i Verdens Skove, understreger, at netop dette inspirationsarbejde er vigtigt:

At bevare verdens skove handler om at tænke langsigtet. Derfor er det vigtigt for os, at være med i FSC Award, fordi vi her er med til at inspirere den næste generation af designere til at skabe bæredygtigt design.”  

Professionelt dommerpanel 
Deltagernes 87 1:1 modeller udstilles og bedømmes af et nøje udvalgt panel af dommere fra designbranchen, med repræsentanter fra Ikea, Trip Trap, Coop. Dommerne skal vurdere kvaliteten af deltagernes trædesigns og hvor godt bæredygtighedselementet er integreret i designet. Desuden er det et af kravene for konkurrencen, at deltagernes designs skal have kommercielt potentiale og have træ som et fremtrædende element.

Kom og vær med!
19. november kl. 14
Aller Huset, Havneholmen 33, 1561 Kbh V. 
Pressepas kan rekvireres hos line at fsc point dk

Dørene åbnes kl. 14. Her kan man møde designerne og deres indsendte forslag. Klokken 15 kåres vinderen, som i år sendes på en designrejse til Bolivia med FSC og Verdens Skove. 

10 år med FSC Design Award 
FSC Design Award 2015 afholdes af FSC Danmark i samarbejde med Mad & Bolig og Verdens Skove og foregår i år i Aller Huset i København. Tilslutningen til konkurrencen er vokset støt siden 2006, hvor den første FSC Design Award blev afholdt. Dengang deltog kun 10 studerende. I dag, 10 år senere, er der mere end 100 deltagere. Som en del af jubilæumsfejringen vil årets konferencier til awardshowet d. 19. november være TV-vært og designer Emil Thorup.

For yderligere information kontakt:
Ida Rehnström
Mail: ida at fsc point dk
Tlf.: +45 8870 9518


© Forest Stewardship Council® · FSC® F000208