Det laver vi

Dag 11 - Farvel til det uforglemmelige Amazonas


Miguels ”sommerhus”

Inden vi skal tilbage til båden, sejler vi videre i den lille båd med Miguel. Han vil vise os sit sommerhus, som ikke er langt væk. Han forklarer, at han normalt ikke tager turister med derhen, så vi føler os heldige. Hvordan mon huset ser ud? Vi kender jo Miguel som naturens mand, og det er lige præcist det, som huset afspejler. Båden lægger til på sandstranden, og foran os ser vi et grøntfarvet hus, som står på træpiller, for at tidevandet ikke når derop. Der er ikke andre huse eller mennesker i nærheden – sikke et sted. Huset er meget beskedent og har kun det mest nødvendige. Som sagt – Miguel er naturens mand.

Bag huset er der en stejl skrænt, som fører op til en intet mindre end en fantastisk udsigt. Vi sætter os til rette på nogle bænke og spejder, med solstråler i ansigtet, ud over den store flod.

Det er ved at blive aften, og vi sejler tilbage til Lo Peix. Vores rejse til Brasilien er ved at være slut. Vi nyder den sidste tid på skibet, inden det er tid til at pakke sammen og sejle tilbage mod Manaus. Denne sejltur med Miguel og hans personale har været uforglemmelig, og dagene har været pakket med oplevelser, store og små, men de har alle påvirket os.


Dagens opdatering fra Amazonas, som er dag 11 for den unge designer, er sidste dag på turen til Amazonas. Se og hør Mette fortælle om de mange indtryk, hun har fået, de sidste 14 dage:

The crocodile man

Klokken er 7 om morgenen og det er vores sidste dag på skibet Lo Peix, som har været vores hjem i 3 dage. Kaptajnen Miguel kigger ind af nettet til min kahyt og siger: ”Krokodillemanden er her nu”. Kun halvt vågen springer jeg febrilsk ud af sengen. Så havde de alligevel ret – vi turde kun håbe på, at "Krokodillemanden", som vi kalder ham, ville komme forbi. Vi samles alle på dækket, og rigtigt nok er han sejlet op langs skibet og går i gang med at fortælle sin utrolige historie om sit møde med den kæmpe krokodille. Hans skjorte står åbent, så vi kan lige ane det store ar, han har på maven.

Krokodillemanden. (© Brian Kyed)© Brian KyedMiguel havde aftenen før nævnt, at han nok ikke vil op på dækket, men efter lidt tid, kommer han dog alligevel om bord, og fortsætter sin utrolige beretning. Nu hvor han er på skibet, kan vi rigtig se hans store ar, som er formet af et kæmpe tandsæt. Vores respekt for Amazonas steg endnu engang, da det jo er virkelighed for disse mennesker at være på vagt over for dyr, som kan koste een livet.

Vi lokker Krokodillemanden om bord, så vi kan se hans ar. (© Brian Kyed)© Brian Kyed

Kaptajnerne Miguel og Mario, når de har det bedst. (© Brian Kyed)© Brian Kyed

Mario viser os vores frokost fanget i floden. (© Brian Kyed)© Brian Kyed

Dans med indianere

Det er blevet middag, og regnen står ned i tykke stænger. Der er en svag torden i det fjerne og enkelte glimt i horisonten, da vi sætter os i den lille båd og sejler ind til ind til en ø. Der møder os en stor sandstrand, som kan ligne et rigtig godt feriested. Det er dog hjemsted for en stamme indianere, som har givet os lov til at se deres landsby.

Amazonindianere viser os udsnit af deres ritualer. (© Brian Kyed)© Brian KyedPå vej op af den stejle trappe ser vi en overraskende tom landsby. Miguel kalder på indianerne, men der er intet svar. Pludselig ser vi dog en lille dreng, der vinker til os, som om vi skal følge med ham. Han tøj består af et simpelt klæde og en masse blade. Derudover har han en masse ”krigsmaling” på – "Han er sku en rigtig indianer ", siger vi til hinanden. Vi følger efter ham og kommer hen til en stort trælade, hvor der står flere indianere og

venter på os. Høvdingen tager imod os og byder os velkommen. Indenfor sidder flere indianere med hjemmelavede instrumenter i hånden. De rejser sig og begynder at spille, synge og danse.

Mor og barn til ceremoni. (© Brian Kyed)© Brian KyedMen det var ikke kun dem, der dansede, for et øjeblik efter bliver vi alle trukket med ud i midten og danser rundt om de fire totempæle. Med et smil på læben kigger vi på hinanden, mens vi flytter fødderne på bedste vis.

”Indianerne ser jo ikke sådan ud til daglig, men jeg kan godt lide at se, de holder fast i deres traditioner og lærer deres forfædres sprog”, siger Mette

Vi forlader øen og indianerne med en god følelse i kroppen. Det vi har oplevet hos dem, kan vi ikke opleve i Danmark. Deres levevis er virkelig langt fra vores, og derfor er det uforglemmelige indtryk, vi tager med derfra.

Afsked med besætning efter fire dage ombord. (© Brian Kyed)© Brian Kyed”Det har været fantastisk at opleve så meget smuk natur, jeg er helt overvældet. Inden vi tog af sted, var jeg nok lidt skeptisk omkring, hvordan FSC-certificeringen fungerer i et land som Brasilien. Derfor var det også ekstra imponerende at se og høre, hvad certificeringen betyder, både for de lokale arbejdere og for naturen og miljøet. Og så var det virkelig interessant at samarbejde med Paulo og de andre på værkstedet. Jeg tror også, det er en god erfaring for mig at have oplevet, hvordan man i andre lande arbejder på en helt anden måde med design, og hvor vigtigt det er at kommunikere sine idéer meget klart for, at man kan få det, man forventer.

Jeg håber, jeg kommer tilbage til Amazonas igen en dag”, slutter Mette af.

Om rejsen

Mette skal besøge Orsa Florestal, som driver store skovområder i Amazonas. Orsa arbejder med FSC og med en lang række sociale projekter med undgangspunkt i ansvarlig skovdrift. Mette skal bo og arbejde i området ved Monte Dourado tæt på Amazonasfloden og helt tæt på naturen.

Om FSC Design Award

For femte år i træk sender FSC Danmark en ung designstuderende på en rejse ud i verden. Formålet er at åbne fremtidens formgiveres øjne for skovenes værdier og at vise dem, hvordan FSC er en stor del af løsningen på bevarelsen af vores skove. De unge designere får samtidig en udfordring stillet på deres rejse. De skal udforme prototyper på deres designs i samarbejde med lokale værksteder og i lokale træsorter. I år går rejsen for første gang til Brasilien.

© Forest Stewardship Council® · FSC® F000208