Det laver vi

Blog 1 - Danske designtraditioner og afrikansk håndværk


Mette Vestergaard vandt i efteråret 2011 FSC Design Award. Hun er nu taget på sin vinderrejse til Tanzania, og du kan her læse om hendes eventyr på det afrikanske kontinent.

Mette Vestergaard, der i efteråret 2011 vandt med sin opslagstavle HapsHaps, er nu på vej på sin præmierejse til Tanzania. Her skal hun besøge FSC-skove og arbejde med sit design i samarbejde med et lokalt værksted. 

Sammen med FSC Danmark, WWF og en fotograf rejser Mette ud for med selvsyn at se, om en FSC-skov virkelig kan gøre en forskel for natur og mennesker. Samtidig har hun taget udfordringen op med at forsøge at forene danske designtraditioner med tanzanisk håndværk og formgivning. 

Se vinderdesignet HapsHaps i funktion. Video: Morten Bo Johansson .

Skovene i Tanzania
Tanzania er og har altid været plaget af illegal skovhugst. En undersøgelse fra 2007 viste, at 96 % af alt træ, der bliver fældet i landet, er illegalt. Den ulovlige hugst lægger massivt pres på landets skove og betyder samtidig et tab i indtægter. I knap fem år har den danske WWF afdeling arbejdet sammen med WWF Tanzania og den lokale organisation Mpingo Concervation Development Initiative (MCDI) om at få FSC-certificeret kystskovene i Kilwa, som ligger i den sydlige del af Tanzania, hvilket i 2009 resulterede i Afrikas første FSC-certificerede landsbyskov. 

FSC-skov tilhørende Nainokwe community, læs mere i blog 3 om de lokale kræfter. (© Morten Bo Johansson)© Morten Bo Johansson

FSC-landsbyskovene har fået Afrikas samlede areal af FSC-certificeret landsbyskov til at stige med 708 % – fra 2.420 til 17.151 ha. Det er godt nyt for skovene, som er et af verdens mest mangfoldige, men også truede økosystemer. Og for de fattige mennesker, der er dybt afhængige af skovenes naturressourcer til bygningsmaterialer, brænde, medicin og ikke mindst mad.

På sin rejse skal Mette blandt andet besøge FSC-skovprojektet i Kilwa og med egne øjne se, hvad det betyder, at en skov drives bæredygtigt. 

Lokale børn på Mpingo, der stammer fra Kilwa området. (© WWF Verdensnaturfonden)© WWF Verdensnaturfonden

FSC Design Award er en designkonkurrence for alle landets design- og arkitektstuderende. Med konkurrencen sættes der fokus på bæredygtige materialer. Unge studerende som Mette har igennem konkurrencen fokus på, hvordan deres materialer har indflydelse på miljø, dyr og mennesker. 

Konkurrencen er meget populær blandt fremtidens trendsættere, designere og arkitekter, som ved, at deres valg af materialer har stor indflydelse på omverdenen. Mette vandt med den smarte opslagstavle HapsHaps kun af bæredygtigt træ. Vinderdesignet bærer navnet HapsHaps, fordi man kan hænge papir og kort op på den uden at bruge nåle og magneter.

Om rejsen

For 6. år i træk sender FSC Danmark en ung designstuderende på en rejse til en FSC-certificeret skov et sted i verden. Formålet er at vise, hvordan FSC gør en forskel for skov, dyr og mennesker, og hvordan valget af bæredygtigt træ har stor indflydelse på skoven og dens indbyggere. Samtidig får den designstuderende lov til at udforme en prototype af sit design i samarbejde med lokale værksteder og i lokale træsorter. Designrejsen går i år til Tanzania, hvor Mette Vestergaard i følgeskab af en journalist og en fotograf tager på en uforglemmelig rejse. Mette Vestergaard er vinder af FSC Design Award, som du kan læse mere om herunder.

Om FSC Design Award

Mette Vestergaard vandt i efteråret 2011 den årlige designkonkurrence FSC Design Award, hvor hovedpræmien denne gang var en rejse til Tanzania. 

FSC Design Award stiller krav til, at deltagerne kombinerer bæredygtighed med æstetik og funktionalitet, og bæredygtighed er således et vigtigt element i bedømmelsen af de deltagende designs. FSC Design Award er en tilbagevendende begivenhed og er speciel, fordi alle indkomne bidrag bedømmes ved samme event.

© Forest Stewardship Council® · FSC® F000208