Det laver vi

Blog 4 - En prototype tager form


Sanne Kyed og Anne Nørbjerg vandt i november 2012 FSC Design Award med deres kombinerede bord og tørrestativ ”DryUnder.” De to designstuderende fra Arkitektskolen i Aarhus er nu taget af sted på vinderrejsen til Kina. Du kan herunder læse om pigernes oplevelser i Kina. Du kan også læse mere om baggrunden for rejsen her. Se desuden endnu flere billeder fra turen på Instagram på FSC Danmarks profil @fscdanmark.

Det er blevet tid til at lave den næste Kina-prototype af bordet. Vi starter tidligt om morgenen i et lille møbelværksted i byen Shengzhou. Her er træ og halvfærdige møbler fra gulv til loft, og alle flader er dækket af savsmuld. I huset ved siden af bor nogle af værkstedets arbejdere, og deres koner kigger nysgerrigt ind i værkstedet for at se, hvad der foregår.



At producere på rekordtid
”Arbejder Zhou” og ”Arbejder Sun”, som de bliver præsenteret for os som, står beredvilligt klar til at hjælpe Anne og Sanne med at realisere deres design. Og tempoet er højt. De har tydeligvis til mål at arbejde hurtigt og effektivt. De to mænd sveder, imens de hastigt saver de første stykker bambus ud. Bambus som kommer fra Mr. Ximens FSC-bambusskove.

Anne siger; ”Det går godt nok hurtigt, og også lidt for hurtigt. De er nødt til at blive lidt mere præcise, ellers bliver det skævt.” Der stoppes ind imellem op, når et element eller en størrelse skal diskuteres.



Ejeren Mr. Ximen blander sig fra tid til anden og vil gerne gøre processen endnu hurtigere, da han jo har lovet os at levere. Men de to designere får understreget, at de har styr på deres produktion, og at de har en holdning til alle aspekter af designet. Det er ikke ligegyldigt for dem, om en skrue sidder skævt eller om der er 5 mm forskel i en samling. Det bliver til en del debat mellem de to piger og værkstedets ejer om præcision og mål.

Men der går faktisk ikke så lang tid, så begynder Sun og Zhou og de to danske designstuderende at forstå hinandens arbejdsgange lidt bedre. Tempoet kommer lidt ned, de to mænd holder op med at stresse rundt, og der kommer mere ro på processen. Anne og Sanne får lov til at tegne og måle op, før der saves eller skrues, og Sun og Zhou ser ud til at synes, at det er en spændende proces.



Arbejdet skrider fremad, og bordet begynder at tage form. Yanyan fra FSC China, som er vores tolk, har travlt med at forstå og forklare den ene og den anden vej. Der er dog stadig situationer, hvor de hurtige løsninger slår igennem. F.eks. i samlingen af bordets ben. I stedet for lim og kiks, som ellers var meningen, insisterer Sun på at bruge sømpistolen. Men Anne er alligevel nogenlunde tilfreds; ”det her ben er faktisk et helt ok resultat,” siger hun og viser det ene bordben frem.



Mandearbejde
Vi spørger Sun, hvad han synes om at arbejde med pigerne. ”Det er sjovt,” siger han lidt nervøst og griner. ”Pigerne arbejder hårdt. I Kina er vi ikke vandt til at se sådan noget, at kvinder laver mandearbejde, det er meget specielt,” tilføjer han.



Vi spørger lidt ind til, hvad han synes om designet. Han griner lidt af de magneter, som bliver brugt til at holde bordets overside fast. Det er fint synes han, men det kan også forbedres. ”Selve rammen er for tynd, den måtte gerne være lidt kraftigere, så ville bordet blive mere stabilt,” pointerer han, Det var egentlig også planen fra starten, men da tingene gik så hurtigt om morgenen, var der ingen, som nåede at opdage det.



Anne og Sanne fortæller om arbejdet med deres prototype. Video: Brian Kyed.



© Forest Stewardship Council® · FSC® F000208