Det laver vi

Blog 9 - På besøg hos WWF og FSC Kina


Sanne Kyed og Anne Nørbjerg vandt i november 2012 FSC Design Award med deres kombinerede bord og tørrestativ ”DryUnder.” De to designstuderende fra Arkitektskolen i Aarhus er nu taget af sted på vinderrejsen til Kina. Du kan herunder læse om pigernes oplevelser i Kina. Du kan også læse mere om baggrunden for rejsen her. Se desuden endnu flere billeder fra turen på Instagram på FSC Danmarks profil @fscdanmark.

Efter dagene i Muling er Anne og Sanne tilbage i Beijing, hvor de skal møde nogle af de NGO’er, som arbejder hårdt for at forbedre forholdene for skovene i Kina, blandt andet igennem FSC.



Pandaen
Pandaen er et symbol på Kina men også symbolet for WWF Verdensnaturfonden. I Kina kender 0,5% af befolkningen pandalogoet, hvilket ikke er en særlig stor procent sammenlignet med i andre dele af verden.

Vi bliver modtaget af WWF medarbejderen Mr. Jin Zhonghao, som arbejder med kontrol af den skov i Muling som vi netop har besøgt. Ud over ham, mødes vi med to repræsentanter for IKEA samt den smilende Zhang Xinxin, som varetager WWFs samarbejde med IKEA. Vi får hver en madpakke og sætter os til en uformel snak rundt om bordet.

Zhang siger; ”for os er det her med skov meget seriøst. Mange områder i Kina har ingen sikkerhed for deres arbejdere og ingen hensyn overhovedet til miljø. Derfor arbejder vi med FSC i de kinesiske skove. For os er FSC den højeste standard for skovdrift.” 



Virksomhedssamarbejder
Vi spørger lidt ind til WWFs samarbejde med IKEA, og Zhang siger; ”vi har samarbejdet med IKEA i 12 år her i Kina. Næsten 80 % af alle FSC-skove i Kina har været støttet med penge, som doneres af IKEA til at forbedre skovene.” Det er vi meget overraskede over at høre, men Zhang fortæller også, at andre store virksomheder er vigtige støtter for WWF, bl.a. Tetrapak, HSBC og Coca Cola.


Zhang Xinxin fra WWF om FSC. Video: Brian Kyed,


Stolthed og medbestemmelse
Den meget karismatiske WWF-mand Jin fortæller lidt om de skove, vi besøgte dagen før i Muling. ”De er meget stolte over deres skove der oppe,” indleder han. ”På grund af FSC bliver de lokale og skovarbejderne inddraget i det arbejde, som foregår, og de føler et ejerskab. Forskellen på de krav, som den kinesiske regering stiller til området, og de krav, som FSC stiller er, at der bliver ført ekstern kontrol med kravene i FSC. Dermed bliver det også sikret, at man ikke bare siger, at man involverer de lokale i skoven, men at man også rent faktisk gør det i praksis. Det gælder også sådan noget som at der er sikkerhedsudstyr til arbejderne.

Vores arbejde for FSC i Kina er ikke altid nemt,” fortsætter Jin. ”Mange går ikke op i miljøhensyn og på grund af mange fødevareskandaler, så er den almindelige kineser mere optaget af det de spiser, end hvordan de påvirker vores natur.” 

Tørrebord
Jin spørger til Anne og Sannes design. De to fremlægger deres ide og viser billeder af deres DryUnderdesign. Der er bred tilfredshed med designet fra alle omkring bordet men også en erkendelse af, at man ikke bruger sine altaner meget i Kina, og at den lidt større version, som blev testet af på værkstedet, måske ville være en god id på det kinesiske marked. Den vil kunne bruges i haven eller inden døre, som Jin foreslår.

Danske virksomheder spiller en stor rolle
Jin fortæller mere om, hvordan de kinesiske skove bliver fældet og lavet til plantager og om, hvordan man ofte ser hele skove blive ødelagt på én gang for hurtig profit. ”Vores skove er på mange måder i en rigtig dårlig forfatning” siger han. Vi spørger ham, hvordan vi i Danmark kan være med til at vende den udvikling. ”Virksomheder kan efterspørge FSC, når de får produceret i Kina,” svarer han. ”Og det gælder ikke kun de store virksomheder, men også de små. Jeg ved, at hver dråbe tæller, hvis vi skal vende situationen,” slutter han. 


Jonas fra IKEA Danmark fortæller om sine oplevelser fra Kina. Video: Brian Kyed.


En kamp for FSC i Kina
Senere tager vi forbi FSC’s kontor i Beijing. Her arbejder Yanyan, som var med os, da vi producerede i det sydlige Kina, sammen med sin chef Lichao. De byder os ind på deres lille kontor i centrum af Beijing.



I Kina er ca. 1 % af skovene FSC-certificerede,” siger Lichao. ”Det svarer til ca. 4 % af de samlede produktionsskove. En af vores store problemer for vores FSC-kontor er, at vi ikke kan komme til at registrere os som en NGO i Kina,” fortæller Lichao. ”Og vi har også svært ved at få lov til at mærke varer med FSC-mærket. Faktisk er det kun varer, som er rettet imod eksportmarkedet, som kan bruge FSC som mærke. Det giver os en masse udfordringer, som vi forsøger at løse, blandt andet med hjælp fra WWF.

Alligevel er FSC i fremgang i Kina. Det skyldes særligt efterspørgsel fra Europa, USA og Japan. ”Og så skal man tænke fremad,” siger Lichao. ”Hvis Kinas planer holder, så skal landet være et middelindkomstland i 2030. Det betyder, at kineserne i fremtiden i højere grad vil agere som forbrugere på det internationale marked. Dermed vil de også komme til at bekymre sig om ting som FSC,” siger han.


Anne og Sanne reflekterer over dagens oplevelser. Video: Brian Kyed.



© Forest Stewardship Council® · FSC® F000208