Adam Holst Hoffbeck vandt i efteråret 2013 FSC Design Award med sin kombinerede rumdeler, garderobe og opbevaringsmøbel. Adam er nu taget af sted på vinderrejsen til Indonesien. Du kan herunder læse om hans oplevelser i Indonesien. Du kan også læse mere om baggrunden for rejsen her. Se desuden endnu flere billeder fra turen på Instagram på FSC Danmarks profil @fscdanmark.
24 timer på farten, kø til immigrationen og så står vi endelig i Jakarta, Indonesiens hovedstad. Med sine imponerende 10 millioner indbyggere er den Indonesiens største by, og det er her rejsen begynder. Her skal vi møde businesssiden af skovindustrien inden turen går til regnskoven på Borneo.
Vi nyder en lunken indonesisk øl i plastikhavemøblerne foran en lokal kiosk i det centrale hotelkvarter. Gaderne er ved at være tomme for mennesker, men der er stadig folk, som går og rydder op i de små gadekøkkener langs vejen. Her og der piler en kat eller en rotte forbi, og over alt gror træer og grønne planter imellem fortovssten og mure.
Som man sidder her, virker skovene langt væk, og der må være langt fra den moderne Indonesers hverdag i Jakarta og til de skovområder på f.eks. Borneo, der er hele grunden til vores rejse.
De truede skove
Indonesien har nogen af verdens mest truede skovområder. I gennemsnit har Indonesien mistet 1,8 millioner hektar skov om året og er ansvarlig for omkring 14 % af den globale CO2 udledning – kun overgået af Kina, Europa og USA.
Med historier om pres fra kulmineindustrien, palmeolieplantagerne og landbruget og med billeder af ”hjemløse” orangutanger i baghovedet har træ fra Indonesien længe båret store spørgsmål med sig, når det f.eks. blev solgt i Danmark. Vi vil ud og se ved selvsyn, hvordan det står til, og hvad man egentlig kan stille op med skovrydningen. Vi stiller spørgsmålet om, hvorvidt dansk design kan være med til at gøre en forskel, og om der er en fremtid for skovdrift på Borneo.
Adam er netop ankommet til Jarkata og ser frem til de mange oplevelser, som turen bringer. Video: Morten Bo Johansson.
Læs også de andre blogs fra designrejsen
Blog 2 - Design skaber værdi til pressede skove
Blog 3 - Regnskoven venter
Blog 4 - Narkata Rimba
Blog 5 - FSC i skoven
Blog 6 - På opdagelse i området
Blog 7 - Orangutangcenter
Blog 8 - Der hvor træet ender
Blog 9 - En færdig prototype på en varm dag