Det laver vi

Blog 4 - Narkata Rimba


Adam Holst Hoffbeck vandt i efteråret 2013 FSC Design Award med sin kombinerede rumdeler, garderobe og opbevaringsmøbel. Adam er nu taget af sted på vinderrejsen til Indonesien. Du kan herunder læse om hans oplevelser i Indonesien. Du kan også læse mere om baggrunden for rejsen her. Se desuden endnu flere billeder fra turen på Instagram på FSC Danmarks profil @fscdanmark.


Vi tager en pickuptruck klokken fem, en time før det bliver lyst, og får fra en bjergside en diset men fantastisk solopgang at se. Solen står op over Narkata Rimba, der er det FSC-certificerede område, som vi bor i og skal udforske de næste dage.

Det var spændende at se solopgangen i dag, man kunne intet se, og så dukkede det hele langsomt frem af mørket. Pludselig kunne vi se, hvor stort det hele var. Vi kom jo om natten, så vi havde ikke rigtig nogen idé om det inden,” fortæller Adam om morgenudsigten.

Tilbage i campen er der morgenmad bestående af æg, ris og kylling tilsat godt med den indonesiske favorit, chili. Og timen efter sidder vi igen i firhjulstrækkeren på vej igennem de store skove med de røde lerveje. Med som repræsentant for P. A. Integra Group har vi smilende Muji Kelana, som er ansvarlig for at holde styr på FSC-certificeringen i praksis, og som har været med fra starten, da Narkata Rimba blev FSC-certificeret i 2011.



4 træer og 20 års pause
Narkata Rimba har ca. 1036 hektar fældningsområde, og af dem har de ifølge deres FSC-certificering lov til at fælde 4 træer pr. hektar, fortæller Muji. Derefter står skovområdet i 20 år, til man igen kan komme tilbage og fælde 4 nye træer. Med hjælp fra sit team fortæller Muji, hvordan man med satellitkort altid ved, hvilke træer der er i skoven og hvornår - og om, de må fældes. Hele skovteamet deler gerne deres viden, imens vi kører imellem de forskellige områder af skoven. Adam siger: ”Det er sjovt at se, at de her folk fra skoven også går og tager billeder af de samme ting som os - og at de også synes, at her er spændende og flot. Det siger noget om dem, at de også gerne vil dele deres arbejde.”



Spor i skoven
For at mindske skaderne på skoven, som det kræves i en FSC-skov, arbejder man hos Narkata Rimba med grundige planer for, hvor og hvordan man anlægger de veje, som skal bruges til at transportere træet ud af skovene. Man genbruger så vidt muligt vejene igen, og samtidig sørger man for at plante de små sideveje til, så der hurtigt bliver lukket af for området efter fældning. 



Genplantning
Vi møder Sugitu i det lille drivhus i områdets ”nursery”. Han har arbejdet for skovområdet i 20 år og er manager for rehabilitation og planting. Selvom man i Narkata Rimber gerne ser skoven genplante og regenerere sig selv, er det stadig nødvendigt at hjælpe den på vej ved f.eks. at plante hurtigt voksende planter der, hvor man har lavet kørespor. De kan danne skygge, så andre træer kan få en fugtig jord at gro i og dermed fremme den naturlige proces.



Nye jobs og grønnere medarbejdere
Sugitu viser, hvordan han laver små træer ud af frø eller stiklinge fra modertræerne. Han fortæller også, at man planter 50-60.000 nye træer i skoven om året. Han fortæller, at det er en af de største forandringer, siden skoven blev FSC-certificeret. Det har skabt en masse nye jobs, fortæller han. Der er også blevet mere kontrol med området med FSC, hvilket han mener er en god ting. Og så skal man være ”Hati Hati” omkring miljøet smiler han. Hati betyder forsigtig på indonesisk

”Det der var fedt ved dagen her, var at se helheden og strukturen i FSC – at nogen skal finde ud af, hvad der skal fældes og hvornår. Og det er spændende at se tingene fra satellitkort blive omsat til praksis,” siger Adam.



Muji Suwarti, certificerings manager

Muji Suwarti (© Morten Bo Johansson)© Morten Bo JohanssonJeg synes ikke, det er specielt svært at leve op til kravene fra FSC. Det er klart, at det var en udfordring i starten, men jeg tror, det var altafgørende for vores succes, at ledelsen ville FSC og satsede hårdt på at få det til at lykkes 100 %. En af vores store udfordringer var at vende mentaliteten hos vores medarbejdere. Når man kommer fra almindeligt skovbrug, er man mere vant til bare at fælde uden dybere planer og dokumentation – det er vi trænet til. Samtidig skulle vi arbejde med at blive mere grønne i vores generelle adfærd. Det betyder f.eks. nyt fokus på ikke at smide affald i skoven og at tage hensyn til naturen i hverdagen. Men det var dengang, I dag er det let. Dokumentationen og kortlægningen gør os endda mere effektive, fordi vi ved præcis, hvad vi laver hvornår.


Iwan Kelana, ansvarlig for ”inventory”

Muji Suwarti (© Morten Bo Johansson)© Morten Bo JohanssonIwan går med machete og har arbejdet i den samme skov i over 20 år. Hans arbejde er at holde styr på skovens præcise indhold, identificere træer til fældning og i det hele taget vide hvilke træer, der skal hvad hvornår. Selv siger han om forskellen fra før området blev FSC-certificeret til nu: ”Der er en stor forskel fra før og til nu. For det første lytter ledelsen meget mere til os og vores behov nu. Og før havde vi ingen data omkring skoven og vidste ikke rigtigt, hvad vi havde af sorter og størrelser, eller hvor de stod. Vi fældede bare. I dag bruger vi GPS og ved præcist, hvor hvert træ står, og hvad der er fældet hvor.” Træerne tegnes ind på et satellitkort, så der altid er styr på processerne, og så man kan sikre, at man ikke fælder for meget, og så man kan planlægge kørespor, som man skal lave så få som muligt. 90 % af sporene genbruges år for år. Vi spørger Iwan, om der ikke er nogen ulemper ved at være blevet FSC-certificeret, og han svarer glad: ”Jo, der er kommet rigtig mange procedurer, og det betyder, at man skal tage et større ansvar end før. Men jeg foretrækker det alligevel sådan. Jeg behøver aldrig mere være nervøs for at vise vores rapporter frem, hvis offentlige personer eller organisationer vil se dem. Jeg ved vi har 100,% styr på skoven, og at vi intet har at skjule.



© Forest Stewardship Council® · FSC® F000208