Det laver vi

Blog 7 - Orangutangcenter


Adam Holst Hoffbeck vandt i efteråret 2013 FSC Design Award med sin kombinerede rumdeler, garderobe og opbevaringsmøbel. Adam er nu taget af sted på vinderrejsen til Indonesien. Du kan herunder læse om hans oplevelser i Indonesien. Du kan også læse mere om baggrunden for rejsen her. Se desuden endnu flere billeder fra turen på Instagram på FSC Danmarks profil @fscdanmark.


Vi er tjekket ind hos BOS på ”Samboja Lestari Orangutan Reintroduction and Land Rehabilitaion Program”. Vi vil se nærmere på en af de tydelige konsekvenser af alle de ryddede skove, vi har set på vores rejse på Borneo; nemlig orangutanger, som bliver hjemløse og ofre for mennesker, som skyder dem eller holder dem som kæledyr.

På faciliteten bor over 200 orangutanger, som alle er her som direkte konsekvens af skovrydning. På centeret bliver de trænet til at kunne leve selvstændigt og blive sluppet ud i den fri natur igen – det bliver de i det område, vi så på den anden side af FSC-skoven i Narkata Rimba i blog nr. 5



I skovskole
Vi har taget en lang række helbredstests for at kunne få lov til at kigge med, når de 1-10 årige i ”skovskolen” skal ud og trænes op til at leve som orangutang. Den evne har de mistet ved at bo hos mennesker, eller fordi de er så små, at de aldrig har lært det. Dyrlæge og project manager Agus Irwanto fortæller, at mennesker skyder de voksne orangutanger, hvis de kommer for tæt på byen eller ender i en af de store olieplantager eller kulminer. Så tager man den eventuelle unge og sælger den som kæledyr. Derfor er de fleste orangutanger på stedet kommet dertil som små.



Vi ser også et par stykker, som er handicappede – der er f.eks. én, som har fået skåret sine arme af, og én, som er blevet skudt i hovedet af kulminearbejdere og har mistet et øje. Men det betyder tilsyneladende ikke så meget nu – de klatrer som alle andre orangutanger i de høje træer i orangutangskolen.



Det kan tage 15 år at blive klar
Orangutangerne overnatter i bure, som de bliver lukket ud af om dagen. Agus fortæller, at man holder øje med, om de selv kan finde mad, bygge reder osv. Når de kan det, og når de begynder at blive mere selvstændige, så holder man op med at give dem opmærksomhed eller mad for at vænne dem til ikke at opsøge mennesker. Så kommer de ud på en lille ø i området, hvor de selv skal leve sammen med en gruppe på 5-7 andre orangutanger uden menneskekontakt. ”Vi blander de dygtige orangutanger i grupper med nogen, som ikke har de samme evner. På den måde lærer de af hinanden,” fortæller Agus. Når gruppen vurderes at være klar, kan den sættes ud i naturskov igen.



Et særligt bånd
At arbejde med orangutanger er ”never ending”,” fortæller Agus. Det kan nemt tage 15 år for en orangutang at blive klar til at blive sat ud igen. ”Det kan være ret trist at skulle sige farvel, når man har arbejdet med dem så længe, men det er også en fantastisk god følelse,” slutter Agus.


Se Drh. Agus Irwanto fra BOS Samboja Lestari Orangutan Reintroduction and Land Rehabilitaion Program at East Kalimantan fortæller om deres arbejde. Video: Morten Bo Johansson.


Det er utroligt som de har menneskelige træk,” siger Adam. ”Man føler virkelig vigtigheden af at bevare dem, når man kommer tæt på. Det er lidt svært at sige nej tak til at lege med dem, selvom de skal trænes til at komme ud i naturen  - fordi de er så søde og fascinerende.” En lille fyr får da også sneget sig forbi personalet og får hilst på Adam. Han fortsætter: ”Jeg kan et eller andet sted godt forstå, hvorfor det er et spændende kæledyr, men det er jo vildt forkert.”

Vi skal videre rundt og se projektet og siger farvel til skovskolen. ”Det er utroligt, at man kan få sig selv til at skyde og mishandle et dyr, som nogen af dem her har været udsat for,” siger Adam. ”Specielt når det ligner mennesker så meget. De der gør den slags tænker ikke på naturen men kun på deres egen velstand og vil gøre alt for at tjene penge.


I videoen fortæller Adam om besøget hos BOS i Øst Kalimantan. Video: Morten Bo Johansson.



© Forest Stewardship Council® · FSC® F000208