Det laver vi

FSC FOR FREE

FSC for Free 2011 - Fasét Basket (© Brian Kyed/FSC Danmark)© Brian Kyed/FSC DanmarkFSC forærede unikt, bæredygtigt design væk lørdag den 10. september på Trapholt, Kolding.


FSC FOR FREE

Lørdag den 10.september 2011 kunne alle sammensætte deres eget, unikke designprodukt i FSC-mærket træ, da FSC FOR FREE stillede et mobilt værksted op, og forærede bæredygtige designkurve væk på Trapholt museum. Samtidig åbnede Trapholt dørene med gratis entré til alle.

FSC FOR FREE var en unik chance for at få sit eget gratis, bæredygtige produkt i FSC-mærket træ med hjem. Vasketøjskurven Fasét Basket sammensatte man selv på saml-selv-værkstedet udenfor Trapholt lørdag den 10.september 2011 kl.10-17.00. Der var samtidig gratis entre til hele museet og aktiviteter for børn.

Hele dagen stod FSC Danmark sammen med designeren bag FSC-produktet Jonas Pedersen og et hold af hjælpere udenfor museet i et stor Mærsk-container med FSC-mærket trægulv. Herfra kunne gæsterne designe deres egen vasketøjskurv af forskellige stykker FSC-mærket træ, som de selv udvalgte. Det betød, at hver kurv blev unik.

Træ fra Østeuropa og Danmark
Træstykkerne, som man kunne sammensætte vasketøjskurven af, var sorterne ask og eg, som kom fra FSC-certificerede skove i henholdvis Østeuropa og Danmark. Det betød blandt andet, at træet var hugget under forhold, der bevarer et varieret dyre – og planteliv og giver skovarbejderne ordentlige arbejds – og lønforhold.

Øget kendskab til FSC-mærke skal belønnes
Kendskabet til FSC-mærket er stærkt voksende og i dag kigger mere end halvdelen af alle danskere efter FSC-mærket, når de handler træ- og papirvarer. I sidste ende er det forbrugernes valg af FSC-produkter, som gør FSC-mærkningen mulig. Det vil vi gerne sige tak for ved at give noget tilbage. Derfor holder FSC Danmark for første gang og som noget helt unikt i Danmark; FSC FOR FREE,” sagde Loa Dalgaard Worm, sekretariatsleder i FSC Danmark.

Succesfuld designer bag gratis design
Idé og design af vasketøjskurven Fasét Basket var udført af Jonas Pedersen. Han er en af Danmarks nye fremtrædende talenter inden for møbeldesign og samarbejder med nogle af Danmarks største møbelproducenter som for eksempel Trip Trap, som også står bag produktionen af Fasét Basket. Derudover er han vinder af FSC’ s Design Award 2008, og hans vinderdesign kan ses på Trapholts aktuelle udstilling “Bæredygtigt design - en skov af idéer” på Trapholt.

Der er flere grunde til, at Jonas Pedersen gik med i FSC FOR FREE.

For det første har jeg arbejdet sammen med FSC før, og vi havde et rigtig godt samarbejde, så det ville jeg gerne igen. Samtidig synes jeg godt om den bæredygtige tanke. Det er fedt at lave et møbel, der kan gøre en forskel. Fasét Basket er, ud over at være i bæredygtigt træ, konstrueret på en måde, hvor man optimerer fragten og udnyttelsen af materialet. Samtidig er Fasét utrolig brugervenlig, da intet skal samles med skruer og brugervejledning.”

Læs mere om Jonas Pedersen her

Samarbejdspartnere
Stark, Herskind Savværk og Hem Træpladeopskæring sponsorerede træ til FSC FOR FREE. 

Trip Trap stod for produktionen af møbelkomponenterne til Fasét Basket.

Mærsk udlånte en container med FSC-certificeret gulv.

Scanprint producerede tryksager til FSC FOR FREE.

NEPCon støttede også projektet.

Hvad er FSC?
FSC står for Forest Stewardship Council og er en garanti for træ og papir, du kan købe med god samvittighed.

I en FSC-skov bliver der ikke fældet mere træ, end skoven kan nå at reproducere. Samtidig er FSC en garanti for, at dyr og planteliv bliver beskyttet, og at de mennesker, der arbejder i skoven, er sikret uddannelse, sikkerhedsudstyr og ordentlig løn.

FSC anbefales af anerkendte miljøorganisationer som WWF og Greenpeace, Forbrugerrådet og Miljøministeriet.

For mere information og pressebilleder kontakt:
Kommunikations- og kampagneansvarlig, Ida Rehnström tlf. +45 2989 7411 • ida at fsc point dk • www.fsc.dk

© Forest Stewardship Council® · FSC® F000208