Det laver vi

Blog 8 - Sidste dag og færdigt design

Thomas og en boliviansk værkstedshjælper (© Morten Bo Johansson)© Morten Bo JohanssonDet er sidste værkstedsdag, og der bliver arbejdet hårdt for at færdiggøre så meget som muligt af de tre versioner af FuncTure Side Table. Der ligger tre flotte plader i Cumaru, Cutá og Ipé på bordet, og benene er også klar. Nu gælder det metaldelene. Thomas vil teste idéen om at bruge runde messingrør i stedet for aluminiumsprofiler, som det var på vinderdesignet. Guillermo hjælper ham med at få bøjet rørene, som skal være helt præcise.

For at være sikker på at blive færdig med mindst et bord vælger Thomas at satse på at færdiggøre bordet i ipé først. Der arbejdes hårdt op til frokost, som serveres i et lille lokale ved siden af kantinen og består af suppe, pasta og spejlæg serveret på en orange plasticbakke.




Stress på

I løbet af eftermiddagen står det klart, at det bliver umuligt at nå at færdiggøre alle tre versioner af Thomas’ design. Selvom et team på 4 mand bakker op, er der stadig udfordringer med værktøj og med at finde den bedste løsning.

Men da arbejdsdagen er slut, står der et noget nært færdigt design. Arbejderne omkring Thomas har i alle dagene tydeligt givet udtryk for, at de synes, at det er sjovt at være med til at lave noget andet end det, som de normalt laver. Selvom der er en del sprogbarrierer, så bliver der både smilet, givet ”thumbs up” og arbejdet med en stor seriøsitet. De tilbyder da også at blive og færdiggøre resten, men der står ét færdigt bord, og de øvrige elementer kan samles i Danmark. Så vi takker nej.




Færdigt resultat

”Der har godt nok været pres på,” siger Thomas. ”Det har været nødvendigt at smide hæmningerne lidt i dag i forhold til ikke at ville forstyrre folk for meget. Men jeg er glad for det endelige resultat.”.

Han studerer detaljerne i sit design. ”Jeg synes, at det fungerer rigtig godt med den her messingløsning,” siger han.




Brændt af af hyndemanden

Det eneste element, der mangler nu, er hynderne til bordet, så det også kan fungere som en skammel. Thomas har tidligere udvalgt tekstiler til både hynde og hængeren under bordet, der fungerer som holder til blade og aviser. Men manden, som har en hyndefabrik, og som for et par dage siden lovede at sy delene, er ikke dukket op endnu. ”Det er meget normalt i Bolivia,” siger en af værkstedets medarbejdere. Endelig dukker ”hyndemanden” op, men han er ikke blevet færdig med syarbejdet. Vi beslutter, at han må få chancen for at færdiggøre dem og så sende dem sammen med bordene til Danmark.

”Det har været nogle fede dage fyldt med frustrationer og successer. Det er en lettelse endelig at være blevet færdig,” konkluderer Thomas.

Og med det er det tid til at sige farvel til Bolivia, de smukke skove og de søde mennesker. Det har været en fantastisk tur, hvor vi har fulgt træet fra, at det blev fældet i skoven, til savværket, op i bjergene til værkstedet og nu til det endelige produkt.

Tak, fordi du fulgte med.




© Forest Stewardship Council® · FSC® F000208