Det laver vi

Blog 1 - På vej

Thomas Bundgaard, vinder af FSC Design Award 2015 (© Morten Bo Johansson)© Morten Bo Johansson


På vej

Det er nu ikke for sjov at køre på 10. time af en hullet jordvej. Dunke med vand og poser med mad rystes sammen med telte, rygsække og hvad der nu ellers er stoppet om bag i bilen. Men rysteturen er nu en gang det ukomfortable vilkår, hvis man vil der ud, hvor kampen om de pressede bolivianske skove står. Og det vil vi!

I november 2015 vandt Thomas Bundgaard den 10. FSC Design Award med sit design ”FuncTure Side Table”. Præmien er en rejse til Bolivia, hvor han skal opleve FSC-skov på egen krop og lave en boliviansk version af sit vinderdesign. Med på turen er repræsentanter for FSC Danmark og Verdens Skove samt en fotograf, som skal dokumentere rejsen. Og så selvfølgelig Thomas, som har vundet turen.

Vejen støver rødt omkring firhjulstrækkeren, imens timers kørsel igennem marker og kvægområder afløses af mere og tættere skov. Vi er på vej imod området, som kaldes Cerro Pelado, nordøst for Santa Cruz. Her midt i den tropiske tørskov ligger det FSC-certificerede savværk, som udgangspunkt for rejsen.




Design og Bolivia, hvorfor?

Umiddelbart kan det virke mærkeligt, hvorfor det er relevant at sende en ung designer på rejse i Bolivia. Men dansk design og situationen i verdens skovområder har faktisk meget med hinanden at gøre. For unge designere som Thomas er lige præcis dem, som skal være med til at sætte trenden for, hvordan vi vælger materialer i fremtiden. Og netop disse valg kan være med til at afgøre fremtiden for verdens skove.


Soya – 1, skoven - 0

På vejen fra Santa Cruz og nord på er det tydeligt, hvordan skovene er ryddet til fordel for kvægdrift og marker med f.eks. soja. André Mildam, som er projektkoordinator i Verdens Skove, og som denne morgen kører firhjulstrækkeren fortæller:

”Skovene forsvinder, fordi folk ikke kan se det økonomiske potentiale i skovdrift. Det er det, som vi prøver at lave om på blandt andet igennem FSC. Bolivia er et fantastisk land med en masse potentiale og fantastisk natur, men man står overfor store problemer. Der er for meget fokus på kortsigtede økonomiske løsninger i stedet for bæredygtige løsninger."


André Mildam fra Verdens Skove fortæller om soja og situationen i de Bolivianske skove:



På vejen reflekterer Thomas over det, som vi ser: ”Min holdning til FSC og bæredygtig brug af skovene underbygges kun af det, jeg har set,” siger han og fortsætter: ”I forhold til prisen for en hel produktionsomkostning kan jeg slet ikke se, hvorfor man skulle spare på så lille en ting, hvis man kan gøre en kæmpe forskel”.

Skovenes nattelyde blander sig med larmen fra det åbne savværk, som er udgangspunkt for vores besøg. Her går mænd og arbejder med de store maskiner under et halvtag. Det gør de også om natten, fordi der meget at lave. Inden vi går i seng sniger vi os en tur rundt på savværket i nattemørket.



Bolivia har tre naturlige regioner

Bolivia består af tre naturligeregioner: Højsletten (Altiplano), Yungas-dalene og lavlandet. Højsletten har en gennemsnitlig højde på 4.000 meter over havet og er et koldt og tørt område. Yungas-dalene, som ligger på den østlige side af Andesbjerg-kæden, har et subtropisk klima. Den sidste naturlige region, lavlandet, ligger mod nord og øst. Lavlandet har et tropisk klima, og landskabet er overvejende savanne og skov.

Bolivia har dermed både høje bjerge,sletter og jungle, og der kan være alt fra bidende kold til brændende varm afhængig af regionen. Halvdelen af Bolivias landareal er dog dækket af skov, og det smukke bjerglandskab giver ophav til mange forskellige skovtyper. En stordel af den nordøstlige tredjedel af landet er dækket af fugtig lavlandsregnskov, som indgår som en del af Amazon-området.

Kilde: Nature Tours og Verdens Skove


© Forest Stewardship Council® · FSC® F000208