Det laver vi

Blog 4 - Landsbyidyl i lokal landsby

Gundlægger af Florida (til venstre) (© Morten Bo Johansson)© Morten Bo JohanssonI dag går turen til Florida, en lokal landsby med omkring 200 indbyggere. Landsbyen grænser op til det berømte naturreservat Noel Kempff, som ligger i det nordøstlige Bolivia og har et fantastisk dyreliv.

I Florida er det de lokale, som ejer skoven, hvorfra de så sælger træet til det FSC-certificerede firma Dekma. Vi hopper i firhjulstrækkerne, og så er det afsted igennem skoven.


Byens grundlægger

En masse træhuse ligger spredt over et ryddet område i skoven. Her går grise og kvæg frit omkring, og i kanten af det hele ligger en smuk sø, hvor nogle kvinder allerede er i gang med vasketøjet. Vi bliver inviteret ind i skyggen under et stort træ.

Her bliver vi præsenteret for byens grundlægger, som sammen med sin kone kom til området i 70’erne. Han fortæller, at der den gang kun boede et par ældre mennesker. I dag er byen i udvikling og har både en skole og flere nye projekter på vej.



Det hollandsk-ejede firma Dekma køber træ fra Florida. Landsbyen skal selv stå for at kortlægge skoven og for at opmærke til fældning, men selve fældningen står Dekma for. Indkomsten for skoven fordeles på landsbyens familier. Hver familie modtog i 2015, hvad der svarer til 12.000 dollars for deres tømmer. Et økonomisk incitament, som også gerne skulle resultere i, at man fortsat har lyst til at bevare skoven i området.

Vi går lidt på opdagelse i landsbyen. Her er det almindelig hverdag med vasketøj og skolegang. En dreng cykler rundt på jordvejene og ser genert på os.




Skole og høns

Vi stikker hovedet ind i landsbyens skole, hvor 13 børn i hvide skjorter kigger nysgerrigt tilbage, mens de hvisker og griner.

Vi får en snak med deres lærer, som er kommet til området sidste år. Han fortæller, at børnene generelt drømmer om længere uddannelser som f.eks. at blive læge eller arkitekt, men mange ender alligevel med at gå ud af skolen efter 6. klasse.

For at få råd til at reparere på skolen, har man startet et hønseprojekt bagerst på skolens område. Hver familie, som har et barn i skolen skal komme med majs til hønsene, og så sælger skolen æggene tilbage til byen og samler på den måde penge ind.




Landsbyidyl

Så har skolebørnene fri, men inden de løber i hver sin retning, får de en tallerken mad med fra skolen.

”Her virker egentlig ret idyllisk,” siger Thomas. ”Man kan godt se, at det ikke er helt fattigt. Der er styr på det, og folk virker, som om de har det godt. Samarbejdet med Dekma virker til at fungere for landsbyen, selvom det er virksomheden og ikke landsbyen selv, som står bag fældningen,” slutter han.

Vi hopper i søen og får en dukkert, inden turen går tilbage mod vores camp ved savværket. I morgen forlader vi området og skal besøge de oprindelige chiquitanos-folk i en landsby længere mod vest.


Et land i vækst

Der er gang i Bolivia, som har vækstrater på over 5 % om året. Selvom fremskridt er godt, så kan det gå hårdt udover Bolivias natur og de mange oprindelige folk, som har regnskoven som livsgrundlag.

Landet er blandt andet fortsat præget af stor ulighed. Særligt i forhold til det oprindelige folk, som lever i og omkring skovene. Som en konsekvens af de ofte begrænsede muligheder i deres oprindelige områder, migrerer de oprindelige folk i højere og højere grad til byerne.

Kilde: Verdens Skove




Marco (© Morten Bo Johansson)© Morten Bo Johansson

”Jeg er Marco, og jeg kommer fra Florida. Min mor er oprindeligt fra Brasilien, og min far er her fra Bolivia. Jeg har tidligere arbejdet for Dekma med at kortlægge skov, og nu er jeg i gang med at bygge en indhegning til grise. Min plan er, at jeg vil sælge grise her fra Florida til Dekmas savværk og tjene penge på den måde.”

Manuel Arias (© Morten Bo Johansson)© Morten Bo Johansson

”Jeg er Manuel Arias, og jeg har boet her i landsbyen i 20 år. Til dagligt har jeg ansvar for landsbyens samarbejde med tømmervirksomheder og for at underskive vores kontrakter. Vi har før i tiden haft mange problemer med, at vi ikke fik den betaling, som vi var berettiget til, når tømmerfirmaerne havde fået deres træ. Derfor er vi glade for det samarbejde, vi har med Dekma nu, hvor vi får vores betaling, og de samtidig hjælper os med det praktiske. F.eks. at vedligeholde vejene. Hvis man vil arbejde med bæredygtig skovdrift, er det vigtigt at arbejde godt sammen som et team og at involvere alle i processen imod et fælles mål. Som vi siger her i Bolivia, så er det fællesskabet, der har styrken.”

© Forest Stewardship Council® · FSC® F000208