Det laver vi

Blog 5: Læring og inspiration

Vinderne af FSC Design Award 2012, Anne Nørbjerg og Sanne Kyed fra Arkitektskolen Aarhus, er sammen med vinderen af Forbrugerprisen og seks runner ups taget med FSC Danmark til IKEAs globale hovedkontor i Älmhult, Sverige. Du kan læse om turen her.

Besøget i Älmhult lakker nu mod enden. Vi har gennem de sidste to dage fået et spændende og unikt indblik i designprocessen i en stor international koncern. Vores fornemmelse er helt klart, at de designstuderende synes, at besøget hos en stor koncern har været interessant men samtidig sat en del tanker og refleksioner i gang.  

Vinderen af Forbrugerprisen, Marie Hesseldahl fra Kolding Designskole

Vinderen af Forbrugerprisen, Marie Hesseldahl fra Kolding Designskole forklarer, hvilke indtryk hun har fået under besøget; ”Det har overrasket mig, hvor lidt indflydelse den enkelte designer har i processen. Det er ikke sikkert, at man får indflydelse på farvevalg, eller om det skal være ét materiale eller et andet”, siger hun. Under besøget fik de studerende indblik i, hvordan designs udvikles i teams, hvor alle udfylder en bestemt rolle og bidrager med en specifik viden. ”Det vil være lidt underligt at arbejde sådan. Der er så mange mennesker inde over, fordi det er så stort et koncept, hvilket vi jo ikke er vant til”, fortæller hun. 

Flere af de studerende fortæller også, at turen har sat gang i tanker om brug af bæredygtige materialer. ”Jeg synes virkelig, at det er vigtigt at tage bæredygtige valg, når man designer”, fortæller Irma Persson Käll fra Aarhus Arkitektskole. Marie Hesseldahl har også gjort sig nogle refleksioner om vigtigheden på længere sigt; ”Tanken om bæredygtighed indgår i min uddannelse, men jeg fornemmer også, at det er en tendens, som jeg håber, at der også fremover vil være fokus på, da det er en vigtig del af design”, mener hun.  

De studerende var undervejs en tur i IKEA for at se en ny papirafdeling

Også vinderne af FSC Design Award har undervejs fremhævet vigtigheden af at tænke bæredygtigt. ”Vi vil gerne have vores designs produceret i FSC-træ og arbejder allerede aktivt med det. Derudover tænker vi også bæredygtighed i bred forstand, så vi fx designer produkter, som kunden selv kan være med til at præge og ændre, så produkterne ikke skiftes ud efter et par år men måske blot får indsat en ny farve,” fortæller Sanne Kyed.

Deltagelse i FSC Design Award

Dét at deltage i FSC Design Award har også været en øjenåbner for nogle af de studerende. For Jane Krejberg Haahr fra Aarhus Arkitektskole har FSC Design Award givet et nyt perspektiv på begrebet bæredygtighed. ”Vi har hørt utrolig meget om bæredygtighed på skolen, men jeg har nok aldrig rigtigt forstået meningen med at arbejde med det,” fortæller hun.Jeg må indrømme, at jeg blev en smule trodsig ved hele tiden at høre ordet men aldrig fik arbejdet med det selv.” Efter at have deltaget i konkurrencen er ordet dog blevet sat i perspektiv for Jane; ”Med FSC kan jeg nu se, at det gør en reel forskel for menneskene i skovene og på de små værkstæder rundet om i verden. Jeg forstår også bedre de konsekvenser, der er ved ikke at gøre noget,” afslutter hun.

For vinderne af FSC Design Award har det også haft positive konsekvenser at deltage i konkurrencen. Læs om deres planer for fremtiden og videre arbejde med FSC i blog 6.

Følg flere af oplevelserne fra turen til Älmhult i blogindlæggene

Blog 1: Grønt design
Blog 2: Holdbarhed og CO2
Blog 3: Grønne tanker tager form
Blog 4: Bæredygtighed og udfordringer
Blog 6: Iværksætteri og FSC

Om turen

IKEA har sponsoreret en inspirations- og læringstur til deres hovedkontor i Älmhult i Sverige. Her får vinderne af FSC Design Award 2012, Anne Nørbjerg og Sanne Kyed, muligheden for at få et indblik i, hvordan en stor international møbelproducent arbejder med designprocesser og bæredygtighed. Derudover får pigerne rådgivning og inspiration til, hvordan de kan arbejde videre med udviklingen af deres vinderbord ”Dry Under”. Syv studerende fra Arkitektskolen Aarhus, Designskolen Kolding og Kunstakademiets Designskole i København er derudover inviteret med på turen til Sverige, nemlig vinderen af Forbrugerprisen 2012 samt seks runner ups fra FSC Design Award 2012.

© Forest Stewardship Council® · FSC® F000208