Det laver vi

Blog 2: "IKEAs fotostudie"


Vinderen af FSC Design Award 2013, Adam Holst Hoffbeck er sammen med vinderen af Mad & Boligs designpris og otte runner-ups fra konkurrencen taget med FSC Danmark til IKEAs globale hovedkontor i Älmhult, Sverige. Her kan du læse om det indblik de studerende får i, hvordan den globale møbelkoncern udvikler og designer møbler med fokus på bæredygtighed.

Dagen starter hos IKEA Communications hvor vi skal på fotosession

Vi indleder dag 2 i Älmhult med et besøg hos IKEA Communications, endnu en af de 14-15 afdelinger, der har hjemme i byen. Kajsa Orvarson, der er Corporate Communications Manager, fortæller os om, hvordan koncernens kommunikationsafdeling arbejder, og vi får en rundvisning i det enorme fotostudie, hvor IKEA laver billeder til sine verdensberømte kataloger. 

Kajsa Orvarson

Studiet siges at være Nordeuropas største, og med sine 8.800 kvadratmeter er der plads til 59 rumudstillinger af gangen, så de 100 ansatte, der arbejder med billedproduktion, er i gang med vidt forskellige dele af kataloget på samme tid. Det vi ser i kataloget, er nemlig i langt de fleste tilfælde, opstillinger lavet lige her. Vi får fremvist et spisekammer, der står færdigt og netop er blevet fotograferet. Det ligner et kælderrum i et privat hjem, men i virkeligheden består det af tre vægge, der er malet og besat med hylder til netop denne lejlighed og opsat midt i studiet. Under hylderne har man placeret en række spande beregnet til sortering af forskellige typer affald, da billedet skal vise IKEAs kunder, hvordan de let kan sørge for at genbruge og på den måde tænke bæredygtigt. 

Produktion af køkkenkataloger til det amerikanske marked

Martin D. Christensen fra Aarhus Arkitektskole ser positivt på denne side af IKEAs arbejde med bæredygtighed: 

”Når IKEA har den størrelse, de har, og kommer ud til så mange mennesker, har de også et ansvar for at sætte et godt eksempel. Så det synes jeg jo er fedt, de tager på sig.”

Ved siden af spisekammerudstillingen summer en ventilator, der sørger for, at en midlertidig murstensvæg tørrer hurtigst muligt, så endnu et trevægget rum kan blive klar til indretning. 

”Noget af det, der slår mig, er, hvor meget man bliver ”snydt”. Jeg troede de tog billeder i private boliger og indrettede dem,” bemærker Martin D. Christensen fra Aarhus Arkitektskole. 

På vores vej gennem studiet kigger vi ind i forskellige rekvisitrum med køkkenudstyr, tøj, sko og smykker, der bliver brugt når rumudstillingerne skal gøres hjemlige og se beboede ud. 

Anne Halskov ser nærmere på rekvisitterne

IKEA Communications bruger i stigende grad 3D-billeder til at vise virksomhedens produkter. I 2013 blev der produceres cirka 35.000 billeder, heraf var de 20.000 traditionelle fotos, og resten var enten helt eller delvist lavet i 3D. 

Fotostudiet

Interesse for produktbilleder

De studerende har glædet sig til at se denne del af IKEAs arbejde, da de selv har prøvet kræfter med produktbilleder. Forud for FSC Design Award skulle de indsende et billede og en kort beskrivelse af deres designs, hvilket kan være afgørende i bedømmelsen. Ifølge dommerne er det nemlig ofte afgørende, at de studerende kan præsentere deres design kort og præcist – og det indebærer, at ét billede skal kunne vise produktet og dets funktioner. 

Der tages en snak om oplevelserne i fotostudiet

Adam Holst Hoffbeck, konkurrencens vinder fra 2013, synes, det er spændende at se, hvordan IKEA arbejder med produktbilleder: 

”Jeg interesserer mig selv en del for fotografering og synes, det var en god udfordring at få taget et godt billede til Design Awarden. På Krabbesholm Højskole fik vi eleverne på fotolinjen til at hjælpe os med det. Men det er jo noget helt andet i den her store skala.”

Adam blev færdig på Krabbesholm Højskole inden jul og går nu på et grundforløb til snedkeruddannelsen. Hans planer er pt. at søge ind på Carl Malmsten Furniture Studios i Stockholm, hvor han kan vælge en snedkerlinje, der også har fokus på design. Han har på turen snakket med mange af de ældre og mere erfarne studerende og er glad for at høre om deres erfaringer og anbefalinger. Han synes også, at turen til Älmhult har været lærerig. Hør ham fortælle om turen herunder.

Instagram

Om turen

IKEA var sponsor ved FSC Design Award 2013 og har derudover arrangeret denne tur til IKEAs hovedkontor i Älmhult, Sverige. På turen vil vinderen af FSC Design Award 2013, Adam Holst Hoffbeck, få et indblik i, hvordan en stor international møbelproducent arbejder med designprocesser og bæredygtighed. Han vil blandt andet møde og præsentere sit vinderdesign for IKEAs designchef og høre den globale sustainability manager fortælle om, hvordan IKEA i de daglige processer arbejder med bæredygtighed. Der er i alt 10 studerende med på turen, udover vinderen af FSC Design Award 2013, Adam Holst Hoffbecks og de 8 runner ups, deltager vinderen af Mad & Boligs designpris, Anne Halskov. Med på turen er i øvrigt tre fra IKEA Danmark, en livsstilsblogger, en journalist fra JP Living, chefredaktøren på Boligmagasinet samt to repræsentanter fra FSC Danmark.

© Forest Stewardship Council® · FSC® F000208