Sådan kontrolleres FSC

FSC-træ, Borneo (© FSC Danmark)© FSC DanmarkBag FSC-mærket ligger et strengt internationalt kontrolsystem. Træet skal gennem FSC-systemet kunne spores helt tilbage til de skovområder, hvor det stammer fra - uanset hvor mange led der er imellem skoven og butikken, det bliver solgt i*. 

Alle FSC-certificeringer foretages af uvildige certificeringsfirmaer.




 *en undtagelse er dog FSC Recycled, der altid skal bestå af minimum 85 % postkonsumer genbrugsmaterialer, enten fra private husholdninger eller industrien, for at leve op til FSC’s regler.


Former for certificering

Der er to forskellige former for FSC-certificering; Forest Mangement (FM) og Chain-of-Custody-certificering (CoC). FM-certificering gives til skovejere eller skovforpagtere, hvis skovdriften lever op til FSC’s principper og kriterier. CoC-certificering kan opnås af skovejere, producenter, handelsvirksomheder, grossister eller lignende og er en sporbarhedscertificering, der sikrer, at FSC-materialet kan følges hele vejen fra skoven til det fremstår som et endeligt produkt. CoC-certificerede virksomheder skal til alle tider kunne bevise, at de adskiller FSC-materialer og materialer fra andre kilder i produktion og opbevaring.

Læs mere om de forskellige former certificering her.

Årlig kontrol

Alle virksomheder eller skove med en certificering kontrolleres minimum en gang årligt ved et kontrolbesøg af et uvildigt certificeringsfirma. Der foretages også uanmeldte kontrolbesøg efter behov. FSC International har et kontrolorgan, ASI, der kontrollerer certificeringsfirmaerne og sikrer, at de er kompetente til at certificere virksomheder efter FSC’s certificeringsstandarder.

Logokontrol

Brugen af FSC's logo kontrolleres løbende. Hver certificeret virksomhed har sin egen unikke licenskode, som altid fremgår af produkter mærket med FSC's logo og certificeringskode, der altid fremgår af salgsdokumenter. Du kan til hver en tid slå en kode op i FSC’s database og tjekke, hvilken virksomhed den tilhører, og hvad virksomheden er certificeret til at sælge. 

Det er på den måde, at FSC-systemet kontrollerer sporbarheden på dine FSC-produkter.

Selvom der er et strengt system bag FSC, så kan der naturligvis stadig ske misbrug af varemærket. Oplever vi bevidst snyd med logoet eller de øvrige varemærker, så har vi en procedure for at komme det til livs gennem et samarbejde med vores advokat.

Læs om, hvordan du kontrollerer dit produkt eller din forhandler her

© Forest Stewardship Council® · FSC® F000208