Faldgruber - når et indkøb ender med en ikke-certificeret vare

Gode intentioner om brug af bæredygtigt træ eller papir ender ofte med ikke-certificerede varer, fordi:

> Leverandøren er ikke selv FSC-certificeret, men sælger certificeret træ eller papir – tror han (din leverandør skal selv være certificeret, ellers kan han ikke sælge dig en FSC-certificeret vare, med mindre varen eller varens emballage er mærket med FSC's produktlogo og et licensnummer). Kun med en ubrudt sporbarhedskæde eller en FSC-mærket vare kan vi garantere dig, at dit træ eller papir også rent faktisk stammer fra en FSC-certificeret skov og andre kontrollerede kilder.

> Leverandøren er FSC-certificeret, men det produkt, du køber af leverandøren, er ikke FSC-certificeret. At være en FSC-certificeret leverandør, betyder ikke nødvendigvis, at alle de produkter, leverandøren sælger, er FSC-certificerede. Inden du placerer en ordre hos leverandøren, så sørg altid for at få skriftlig bekræftelse på, at den givne ordre kan sælges med et FSC-claim og dermed er FSC-certificeret.

> En bestemt og svært tilgængelig træsort er valgt. Vi opfordrer dig til at undgå at foreskrive specifikke sorter og i stedet stille krav til træproduktets funktionalitet og egenskaber. På denne måde undgår du at pege på sorter, som måske ikke er tilgængelige med FSC-certifikat eller ikke kan skaffes inden for tidsrammen i projektet.

> Der gives for kort deadline til leverandøren. Start planlægningen af FSC-indkøb i god tid - specielt hvis du ligger fast på træsorter eller har brug for specielle ting.

> Der gives tilbud på FSC, men der modtages ikke ordentlig dokumentation. Tjek altid faktura og følgeseddel for leverandørens eget CoC-nummer og et FSC-claim på varelinjen el. i tilknytning til den (oftest FSC MIX 70%, FSC MIX Credit eller FSC 100%). Fremgår disse oplysninger ikke, er det ikke en FSC-certificeret vare, med mindre varen er emballeret og mærket med FSC's produktlogo og et licensnummer på selve produktet eller emballagen.

© Forest Stewardship Council® · FSC® F000208