Vil du være med til at gøre verden til et bedre sted?

Er du vores nye kollega?Brænder du for både grafisk arbejde og projektstyring? Så har vi måske en stilling til dig! Vi leder nemlig efter vores nye kollega til vores kontor i hjertet af Aarhus.

Ansøgning sendes til loa@fsc.dk senest 30. august.*


Grafisk ansvarlig med erfaring inden for projektstyring søges

Hos FSC Danmark søger vi en kollega til vores team af dybt engagerede medarbejdere, som tror på værdien i verdens skove for mennesker, dyr og klima. Derfor knokler vi for at sikre, at skovene drives bæredygtigt og at der stilles krav til de produkter i papir og træ, vi alle omgiver os med.

Dette gør vi i tæt samarbejde med nogle af Danmarks førende virksomheder, organisationer og institutioner. Du har derfor nok set vores mærke på din mælkekarton, i din avis, på dine grillkul eller dit havemøbelsæt.

Vi er et travlt kontor med seks fastsansatte og to-fire midlertidige medarbejdere. Vi elsker alle processen fra strategisk tanke til praktisk handling og laver alt fra kampagner og enkeltsamarbejder til lobbyistopgaver og konferencer. Alt sammen for at sikre, at så mange som muligt bruger FSC-mærket, når de producerer eller køber produkter i papir eller træ. Derfor er vores målgruppe også bred og spænder fra virksomheder og offentlige indkøbere til private forbrugere. Vi spiller også en stor rolle på den internationale bane for vores miljømærke og er med i første række, når nye løsninger udtænkes og formidles til et globalt netværk.

Lyder det spændende og brænder du for både grafisk arbejde og projektstyring? Så har vi måske en stilling til dig! Vi leder nemlig efter vores nye kollega til vores kontor i hjertet af Aarhus.

Vi søger: Holdspiller med perfektionistiske træk
Du vil komme til at sidde med hovedansvaret for vores visuelle profil, og det er derfor vigtigt, at du har en teknisk grafisk uddannelse som eksempelvis mediegrafiker bag dig og 3-5 års erfaring med at omsætte den til handling.

Vi leder efter dig, som har et knivskarpt grafisk øje, er effektiv og har styr på den grafiske værk­tøjskasse. Den primære formidlingsform er i dag print, men video og billedproduktion indgår i stigende grad i opgaveløsningen, og du skal derfor have en god forståelse for at tænke bevægelse og dynamik ind i den visuelle kommunikation. Du mestrer Adobe Creative Cloud, og vi ser meget gerne, at du også har styr på at klippe og redigere video i After Effects, Premier eller lignende.

For os er teamspirit en vigtig værdi, så vi leder efter en udpræget holdspiller, som tager afsæt i den bedste idé – også selv om den måtte være en andens. Du har det godt med at præsentere dine tanker og nyder, når teamet lykkes i fællesskab. Og så er du med til at sætte høje standarder for kreativitet og levering. Du tør udfordre og tænke nyt, og det gør ikke noget, hvis du har en krøllet hjerne, der kan skubbe til tingene og åbne alternative veje til, hvordan vi får FSC-mærket ud over rampen.

Ørn til at styre projekter og holde overblik?
En del af dit arbejde vil blive at sidde med det samlende overblik over vores projekter, som vi kører 15-20 af om året. Alle medarbejdere – inkl din stilling - sidder med hovedansvaret på deres sæt af projekter, og dit ansvar vil blive at følge deres udvikling på tværs af medarbejdergruppen og rapportere for både resten af medarbejdergruppen og sekretariatslederen. Du skal derfor have erfaring inden for projektstyrring og være struktureret i at følge op og bevare overblik på tværs.

Højt humør og plads til gode ideer
Vi tilbyder en fuldtidsstilling på en arbejdsplads med højt til loftet, hvor der er plads til at lufte de skøre ideer. Vi tager hurtige beslutninger, hjælpes ad og fejrer vores successer, som der heldigvis er mange af. Når der er travlt, tager vi alle en ekstra tørn, og når der skal bygges en messestand, smøger vi alle ærmerne op og bliver lavpraktiske.

Til gengæld er vi også super fleksible, når din mormor har fødselsdag på en onsdag, eller du har brug for at arbejde hjemme en dag.

Vores åbne kontor ligger i hjertet af Aarhus, og det forventes, at du har din gang på kontoret. Vi glæder os til at læse din ansøgning og se dit portfolio.

For mere information omkring stillingen, kontakt loa@fsc.dk / 2878 0819.

Ansøgning sendes til loa@fsc.dk senest d. 30. august.

* Vi forbeholder os ret til at lukke stillingsopslaget før denne dato, hvis den perfekte kandidat viser sig inden.

© Forest Stewardship Council® · FSC® F000208