Nyheder


Fredag, 16 september 2016
Dragon A/S er blevet medlem af FSC Danmark

Danmarks eneste producent af fleksible slibematerialer Dragon A/S har meldt sig under FSC Danmarks faner og er blevet FSC-certificeret.


Vi er glade for at kunne præsentere Dragon A/S som medlem af FSC Danmark. Dragon er Danmarks eneste producent af fleksible slibematerialer. Siden 1890 har fabrikken produceret slibepapir til håndværkere, industrivirksomheder og gør-det-selv folk verden over.

Det var forespørgsler fra kunder, der vækkede virksomhedens interesse for FSC-certificeringen. Men man så også andre gode grunde til at blive certificeret:

”Vi valgte at blive FSC-certificeret, fordi vi fik flere forespørgsler fra vores kunder omkring certificerede produkter, og så begyndte vi at undersøge, hvad det indebar at blive FSC-certificeret, og hvad det ville betyde for Dragon at tage dette skridt. Efter en del læsning indså vi, at vi ikke blot kunne leve op til vores kunders forventninger, men også være med til tage ansvar udenfor vores virksomhed,” siger Rikke Bergqvist, der er internal sales & procurement manager hos Dragon A/S

Medlemsfordele førte til indmeldelse
Det var blandt andet fordelene, der følger med medlemskabet af FSC Danmark, der havde indflydelse, da beslutningen om at blive medlem skulle træffes. Rikke Bergqvist udtaler:

”Vi måtte erkende, at FSC-certificeringen var et stort projekt at kaste sig ud i uden nogen form for vejledning, så vi besluttede os for at melde os ind i FSC Danmark og bruge vores medlemskab til at få udarbejdet vores procedure samt opnå en større forståelse for både selve certificeringen men også brugen af FSC i praksis efter certificeringen.”

Dragon er den eneste danske producent af blandt andet sandpapir, og virksomheden er en af de første på verdensmarkedet, der er blevet FSC-certificeret. Da mange kunder efterfølgende har vist interesse for FSC-produkter, har man valgt at lave stort set alle produkterne i FSC-materialer.

Fremsynet ledelse skabte navnet
Allerede for over 70 år siden havde Dragon en meget fremsynet ledelse, som så muligheder for at afsætte dens produkter uden for landets grænser. I den forbindelse besluttede man at finde frem til et logo – et symbol, som kunne genkendes af mennesker verden over. Og valget faldt på et smukt og yndefuldt insekt – guldsmeden – som lever i alle verdensdele. Også virksomhedens nuværende navn stammer fra dette insekt, idet en guldsmed på engelsk kaldes en dragonfly. Siden da har guldsmeden været tæt forbundet med danskproducerede slibematerialer fra Dragon.

I dag producerer Dragon fleksible slibematerialer med særligt fokus på de ønsker og krav som malere, tømrere, snedkere, gulvslibere og bygningsindustrien har. Desuden tilbyder virksomheden et bredt slibematerialesortiment tilegnet den aktive gør-det-selv entusiast & neglefil-industrien. Dragon tilbyder produkter leveret under private label samt speciel produktion af dimensioner udover vores standard sortiment.

FSC Danmark er glade for at kunne byde Dragon velkommen som medlem, og håber på et godt og langvarigt samarbejde.


© Forest Stewardship Council® · FSC® F000208