Nyheder


Tirsdag, 11 april 2017
Dansk Erhverv er blevet medlem af FSC Danmark

Dansk Erhverv

Hovedorganisationen for detail- og dagligvarehandelen i Danmark, Dansk Erhverv, har meldt sig ind i FSC Danmark. Organisationen håber på, at man med medlemskabet kan få flere FSC-certificerede handelsvirksomheder til at bruge FSC-mærket målrettet i deres markedsføring.


Hos Dansk Erhverv forklarer man blandt andet indmeldelsen i FSC Danmark med, at handelsvirksomheders markedsføring af egen miljøindsats er kompleks. Her håber man, at FSC Danmark kan hjælpe virksomhederne med at få brugt FSC-mærket målrettet i markedsføringen.

”Dansk Erhverv arbejder aktivt på at fremme et mere bæredygtigt offentligt indkøb ved bl.a. at styrke en markedsdialog mellem leverandører og indkøbere omkring de gode mærker, men også ved at fremme brugen af andre udbudsformer end blot at fokusere på pris. I dette arbejde er et mærke som FSC og andre troværdige mærker centralt, da disse tilbyder en enkel måde at vise, at krav til bæredygtighed er opfyldt både for leverandøren og for indkøberen,” fortæller Jakob Zeuthen, der er miljøpolitisk chef hos Dansk Erhverv.

Men der er også andre grunde til, at Dansk Erhverv har meldt sig ind i FSC Danmark. Ifølge Dansk Erhverv oplever handelsvirksomheder løbende udfordringer med at få implementeret og håndteret kravene fra EU's tømmerforordning, EUTR, i deres forretning. Derfor håber man, at kunne trække på FSC Danmarks ekspertise på området.

Om Dansk Erhverv
Dansk Erhverv er hovedorganisation for detail og dagligvarehandlen i Danmark, herunder grossister og serviceerhvervet. Det betyder, at Dansk Erhverv repræsenterer det store private handelsliv, der afsætter til forbrugsledet og de produkter, der kan bære mærker som FSC-mærket.

FSC Danmark ønsker Dansk Erhverv velkommen som medlem og håber på et godt og langt samarbejde.


© Forest Stewardship Council® · FSC® F000208