Nyheder


Fredag, 04 august 2017
Danske virksomheder bygger bro fra Aarhus til de tropiske skove

coalbridge

D. 18. august bliver Aarhus et udsigtspunkt rigere. Her åbner FSC Danmark en udsigtsplatform på de gamle kulkranspor i Aarhus Sydhavn. Platformen, der realiseres med støtte fra en række byggefirmaer og leverandører samt initiativet Kulbroens Venner, er udført i ikke mindre end 17 forskellige FSC-certificerede tropiske træarter, og det er der en helt særlig grund til.


FSC Danmark og initiativgruppen for udviklingen af Aarhus’ sydhavnsområde, kendt som Kulbroens Venner, er ved at bygge en udsigtsplatform på den gamle kulbro i Aarhus' sydhavn sammen med en række ambitiøse leverandører og byggevirksomheder. Når den åbner for offentligheden den 18. august, bliver den et af de flotteste udsigtspunkter i Sydhavnen og vil bestå i minimum et år.

Se billeder af den færdige platform og opførelsen af den på FSC Danmarks Facebook-side.

Udvid din træhorisont
Der vil blive brugt ikke mindre end 17 forskellige FSC-certificerede tropiske træarter til platformen, og hvorfor nu det? Jo, der findes et hav af tropiske træarter, og alligevel bruger vi som regel de samme 5-10 arter i Danmark.

”Dem, som er ansvarlige for valget af træarter, kan faktisk gøre mere end ”blot” at vælge FSC-certificeret træ. De kan også vælge flere forskellige træarter – variere deres brug af træarter, så flere arter tages i brug. På den måde kan vi give skovene mere værdi, da mere træ kan tages ud, uden at enkelte arter lider overlast. Man øger udtaget men spreder altså presset fra få til mange arter," siger Kristian Jørgensen, projektkoordinator og varemærkeansvarlig hos FSC Danmark.

Han tilføjer, at når skovejerne møder efterspørgsel på flere af deres træprodukter, så får de et større økonomisk incitament til at drive skoven bæredygtigt. Samtidig kan vi få et træmarked med flere valgmuligheder og mere fleksibilitet.

Besøgende på platformen i Aarhus Sydhavn kan udforske de mange træarter, deres udseende, navne og oprindelse og finde inspiration til brug af nye arter.

I underkonstruktionen anvendes: Louro Vermelho, Piquia, Uchi Torrado, Bilinga og Azobé

Som belægning anvendes: Garapa, Muiracatiara, Pakuli, Guariuba, Jutai, Cumaru og Bangkirai

Til rækværk anvendes: Angelim Vermelho, Jequitiba, Massaranduba, Jatoba og Okan

Det er ok og godt at bruge tropisk træ
Ifølge Kristian Jørgensen, der er tovholder på opførelsen af udsigtsplatformen, så skal projektet også slå en streg under, at det er godt at importere og bruge tropisk træ i den vestlige verden, når træet er FSC-certificeret:

"Vi møder stadig myten om, at det er skidt at bruge tropisk træ. Men det er ok og godt at bruge tropisk træ, når det er FSC-certificeret. Og heldigvis får flere og flere øjnene op for de positive effekter, som FSC-certificeret tropisk træ har. Indkøbere og træbrugere i Danmark bidrager til en positiv udvikling for både skov, dyr og mennesker, når de køber FSC-certificeret tropisk træ. Det gør de, fordi FSC stiller en række sociale og miljømæssige krav til skovejeren, for at træet kan sælges videre som FSC," siger Kristian Jørgensen og fortsætter:

"De tropiske skove bliver i stor stil ryddet, afbrændt og omlagt til andre formål (landbrug, palmeolieplantager osv.), når ejerne og lokalsamfundene ikke kan tjene penge på deres træ - når ingen gider købe det til en ordentlig pris. Derfor kan det også være negativt at stoppe med at importere tropisk træ. Ved at efterspørge FSC så giver vi dem et økonomisk incitament til at fastholde og drive skovene bæredygtigt og bidrager til social udvikling".

Ambitiøse byggefirmaer og leverandører støtter projektet
Opførelsen af platformen støttes af European Sustainable Tropical Timber Coalition (STTC) og Aarhus Kommune. Samtidig støtter følgende virksomheder/organisationer opførelsen af udsigtsplatformen og projektet: Kulbroens Venner, NCC, Keflico, Global Timber, Cicon, Tracer, Stark, Lund & Staun, Wood-ways.com, XL BYG a.m.b.a., Wennerth Wood Trading, Gert Skyt International og International Timber Trading.

Læs mere om projektet på fsc.dk/kulbro.

Se billeder af den færdige platform og opførelsen af den på FSC Danmarks Facebook-side.


Så kom platformene også frem til byggepladsen og er klar til at blive løftet op på broen og monteret på bilinga-bjælkerne.Kært træ har mange navne - fælles er dog, at de har gode egenskaber som belægningstræ / terrasseplanker, og alle bliver grålige med tiden.Kenneth og Angu borer huller, så træet kan monteres på gevindstængerne på broen.Tegning af udsigtsplatformenUdsigten mod øst fra det gamle kulkranspor



© Forest Stewardship Council® · FSC® F000208