Nyheder


Fredag, 08 september 2017
PlantPaper bliver FSC-certificeret

PlantPaper, der laver miljøvenlige og let nedbrydelige potter af papir, er nu blevet FSC-certificeret og medlem af FSC Danmark. PlantPaper vil med den nye certificering sikre, at deres produkt kommer fra bæredygtige skove.


PlantPaper er for nyligt blevet FSC-certificeret og medlem af FSC Danmark. Hos PlantPaper har det længe været et ønske at blive FSC-certificeret, da mærkningsordningen ifølge Carsten Storgaard, der er salgs- og marketingschef hos PlantPaper, kan sikre, at PlantPaper med god samvittighed kan sælge produkter, der kommer fra bæredygtigt skovbrug:

“Hos PlantPaper vil vi gerne sikre, at vores produkter kommer fra bæredygtigt skovbrug, hvor både dyr, mennesker og naturen behandles med respekt. Vi ser det som en vigtig opgave at støtte op om FSC, som for os er den største sikkerhed for bæredygtig skovbrug,” siger Carsten Storgaard.

PlantPaper leverer papir til papirpotter samt maskiner og bakker til gartnerier og skovbrug. Men det er det særlige papir, som PlantPaper bruger til deres nedbrydelige potter, der nu er blevet FSC-certificeret. Potterne bruges for eksempel til at plante stiklinger eller frø i ude på gartnerierne, hvor papiret til potterne modtages i store ruller. Herefter fylder en maskine selv papiret med for eksempel spagnum eller kokos og skærer det ud til de færdige potter. PlantPapers produkt består af et nedbrydeligt materiale, der kan formes til potter uden brug af lim.

PlantPaper er gået fra at være en produktionsvirksomhed i Ribe, til at de i dag også har en afdeling i Brasilien samt samarbejdspartnere i Australien, Kina, USA og Afrika.

Læs mere om PlantPaper på deres hjemmeside.


© Forest Stewardship Council® · FSC® F000208