Nyheder


Onsdag, 13 september 2017
Drømmen om et FSC-certificeret sommerhus

Jette Holm Rosendals sommerhus ved Falsled på Sydfyn er et ganske særligt hus. Hun har nemlig valgt at bygge sit sommerhus udelukkende i FSC-certificeret træ.


For knap to år siden fandt Jette Holm Rosendal en tom byggegrund i et naturskønt område på Sydfyn, hvorefter drømmen om et nyt sommerhus tog fart. Det blev hurtigt klart for Jette, at hun ville bygge et FSC-certificeret sommerhus, selvom hun ikke kendte meget til FSC, før hun kastede sig ud i sit bæredygtige byggeprojekt. Men med inspiration fra Signe Wennebergs husprojekt og ved at undersøge, hvad FSC indebærer, kunne Jette se, at hendes hus ikke blot skulle være et almindeligt typehus:

“Jeg blev inspireret af Signe Wennebergs projekt med at bygge et FSC-certificeret hus, men jeg ville gerne have et sommerhus, hvor man fik et byggefirma til at bygge det. Men huset skulle selvfølgelig bygges i andre materialer end dem, som byggefirmaerne er vant til at bygge med,” siger Jette.

Fandt løsningen i det nordjyske
For Jette var det ikke en svær beslutning, at huset skulle bygges af FSC-certificeret tømmer. Selv erfarede hun hurtigt, at hun i flere byggeforretninger nemt kunne købe FSC-produkter. Men da hun i modsætning til Signe Wenneberg ikke selv kunne bygge huset, skulle der et byggefirma ind over, der kunne levere et typehus efter Jettes ønsker:

“Udfordringen med sommerhusprojektet var faktisk at finde et byggefirma, som ville og kunne bygge mit sommerhus i FSC-certificeret træ. Der er mange firmaer, der tilbyder at bygge træsommerhuse, men med de ønsker, jeg havde for mit eget sommerhus, var der ikke mange firmaer, der kunne hjælpe mig,” fortæller Jette.

Resultatet blev et typehus fra Green House i Nordjylland bygget i FSC-certificeret træ, der blev leveret på grunden på Sydfyn. Huset ankom på en blokvogn først i januar.

Sommerhuset skal inspirere
Det har været en spændende og lærerig proces at bygge et FSC-certificeret sommerhus, og Jette håber nu på, at hendes husprojekt kan være med til at ændre den måde, vi i dag bygger vores huse på:

”Først og fremmest håber jeg, at jeg kan være med til at få flere til at vælge FSC-produkter. Men jeg vil også gerne have andre til at tænke lidt mere over, hvad det egentligt er, vi bygger vores huse af og hvilke materialer, vi anvender. Jeg har fået bygget et standardsommerhus i FSC-træ, og hvis jeg kunne gøre det, så er der helt sikker også andre, der kan træffe det samme valg,” siger Jette.

Sommerhuset står nu færdigt, og Jette venter på at få sit FSC-certifikat. Med 85,5 procent FSC- træ i sommerhuset, kan Jette nu kalde sit nye sommerhus for FSC-certificeret.

Læs mere det FSC-certificerede sommerhus her eller på Jette Holm Rosendals blog her.




© Forest Stewardship Council® · FSC® F000208