Nyheder


Mandag, 05 februar 2018
Dansk grossistvirksomhed melder sig ind i FSC Danmark

Wennerth Wood Trading

Efter knap fem år som FSC-certificeret virksomhed, har Wennerth Wood Trading valgt at blive medlem af FSC Danmark. Med indmeldingen fulgte titlen som medlem nummer 100 af FSC Danmark. En medlemsskare, som spænder bredt fra handelsvirksomheder som Wennerth Wood Trading til producenter og NGO’er.


Vil gerne fortælle den positive historie
En af de primære grunde til at blive medlem af FSC Danmark er, at virksomheden gerne vil være med til at fortælle den gode historie om tropisk træ, som de selv er forhandler af:

”Vi vil rigtig gerne støtte op om FSC’s tankegang om anvendelsen af tropisk træ,” fortæller administrerende direktør Morten Lind og fortsætter:

”Vi tror på, at vi sammen med FSC Danmark kan være med til at fortælle den positive historie, når det kommer til anvendelsen af certificeret tropisk tømmer. Vi vil gerne oplyse vores kunder og samarbejdspartnere om, at brugen af tropisk tømmer ikke nødvendigvis hænger sammen med skræmmehistorierne og ryddede regnskove.”

Wennerth Wood Trading håber, at de igennem medlemsskabet hos FSC Danmark kan nå ud til endnu flere mennesker med deres budskab. Et budskab, der lyder på, at tropisk træ ikke er noget vi skal være bange for at bruge, men at det tvært imod er et rigtig godt valg. Derfor er det især det at kommunikere den positive historie til kunderne, der er en stor mærkesag for Wennerth Wood Trading:

”Vi skal sørge for, at folk ikke løber skrigende bort, når de hører om brugen af hårdttræ fra troperne, som typisk er associeret med noget negativt. Vi vil tvært imod inspirere folk til at vælge netop de tropiske træarter," udtaler Morten Lind.

Det internationale samarbejde er en vigtig faktor
Foruden et netværk inden for Danmark ved Wennerth Wood Trading, at indmeldelsen i FSC Danmark også kan være med til at styrke deres netværk internationalt, blandt andet igennem FSC Danmarks arbejde med STTC:

”Det er vigtigt for os at støtte op omkring det arbejde FSC Danmark laver omkring STTC og det FSC-certificerede hårdtræ. Det tror vi på er vejen frem,” siger Morten Lind.

Om Wennerth Wood Trading
Wennerth Wood Trading blev etableret tilbage i 2009, og er et datterselskab under Hjalmar Wennerth Trælastagentur. Virksomheden beskæftiger sig med salg af en lang række af træprodukter såsom, terrassebrædder, krydsfiner og andre træbaserede plader.


© Forest Stewardship Council® · FSC® F000208