Nyheder


Fredag, 11 januar 2019
FSC scorer højt i WWF-undersøgelse af certificeringsstandarder for Congo-bassinet

Assessment of FSC-standard for Congo basin (© Jean Baptiste Lopez)© Jean Baptiste Lopez

WWF har vurderet FSC’s nuværende skovstandard for Congo-bassinet, og resultaterne bekræfter FSC-ordningens robusthed og overordnede positive betydning i regionen. FSC scorer højest blandt de undersøgte ordninger.


WWF har offentliggjort en undersøgelse (Certification Assessment Tool, CAT) [1] af FSC-skovcertificeringsstandarden for Congo-bassinet. I undersøgelsen evaluerer WWF kravene i FSC-skovstandarden, og de regler og procedurer, som fastsætter, hvordan standarden implementeres, anvendes i forbindelse med certificering af skove og styres organisatorisk.

CAT-undersøgelsen består af to dele. Første del evaluerer certificeringsordningens overordnede system ved at gennemgå 80 kriterier, som er specifikke for ordningens mission og ledelse, standardudvikling og krav til certificering og akkreditering.

I anden del vurderes de miljømæssige og sociale krav i standarden for at fastslå, hvorvidt den lever op til WWF’s bevaringsmål på otte områder: lovlighed, ejendoms- og brugsret; relationer til lokalsamfund; arbejderes rettigheder; vand og jord; biodiversitet; forurening, affald, udledning af drivhusgasser; planlægning og gennemsigtighed; og anden god forvaltningspraksis.

FSC får topkarakterer
WWF’s 2018-vurdering antyder, at FSC har det stærkeste system i regionen. FSC scorer meget højt på alle fem systemkriterier: mission og ledelse, standardudvikling, certificering, akkreditering og Chain-of-Custody (CoC). Samtidig får FSC topkarakterer på de fleste af standardkriterierne som eksempelvis arbejderes rettigheder, biodiversitet og relationer til lokalsamfund.CAT-undersøgelsen anbefaler, at FSC forbedrer sig på følgende områder, som der allerede arbejdes på:

  • Gennemsigtighed – FSC er i gang med at udvikle en geografisk informationsplatform (GIS), som vil gøre en række FSC-informationer tilgængelig, f.eks. information om FSC-certificerede skove. Teknologien vil i høj grad forbedre FSC’s mulighed for at levere information om certificerede skove over hele verden til alle interessenter.
  • Forvaltning af agrokemikalier – FSC mener, at CAT-undersøgelsen undervurderer de vigtige restriktioner for brugen af agrokemikalier, som allerede findes i FSC’s standarder. Alligevel gennemfører FSC i øjeblikket en revidering af den eksisterende pesticidpolitik for at identificere den bedste måde til at reducere forbruget i FSC-certificerede skove og for at undgå, minimere og mindske risikoen for miljømæssige og sociale konsekvenser.
  • Klimaændringer – FSC har taget afgørende skridt for at adressere skovenes vigtige bidrag til mindskning af klimaændringerne. I 2018 lancerede en procedure for ”Ecosystem Services” (ressourcer og goder som mennesker og samfund får fra naturens økosystemer.). Proceduren kan bruges til at beregne FSC-certificerede skoves evne til at lagre og binde kulstof (blandt andre økosystemtjenester). På denne måde kan skovejere synliggøre, hvordan de med deres skove er med til at reducere klimaændringerne, og hvordan de tilpasser deres skovforvaltning for at øge bidraget yderligere.

”Resultatet af den nye CAT-undersøgelse er meget opmuntrende for FSC, og vi er stolte over endnu engang at have opnået fremragende resultater. Den indikerer dog også områder, hvor vores interessenter ønsker at se forbedringer. Vi ser undersøgelsen som et meget vigtigt værktøj til at udpege de områder, hvor forbedringer vil styrke FSC’s position som den mest troværdige skovcertificeringsordning,” forklarer FSC’s generaldirektør, Kim Carstensen.

Om Forest Stewardship Council (FSC)
Forest Stewardship Council (FSC) er en global, ikke-statslig organisation, som arbejder for at udbrede miljømæssig, social og økonomisk bæredygtig brug af verdens skove. FSC blev etableret i 1993 med det formål at hjælpe forbrugere og virksomheder med at finde produkter fra bæredygtigt drevne skove. FSC sætter standarder for skovcertificering og giver forbrugere af træ og træbaserede produkter dokumentation for bæredygtigt og kontrolleret træ og papir. I øjeblikket er over 200 millioner hektar og mere end 36.000 virksomheder på verdensplan er FSC-certificeret.

[1] Note: Undersøgelsen er bestilt af WWF og udført af uvildige konsulenter på vegne af WWF.

Kilde: ic.fsc.org


© Forest Stewardship Council® · FSC® F000208