Nyheder


Mandag, 09 september 2019
KLS PurePrint melder sig ind i FSC Danmark

Et af Danmarks største trykkerier, KLS PurePrint, er nu medlem af FSC Danmark. For CMO Bent Hübertz er FSC en helt uundværlig samarbejdspartner i ønsket om at være verdens grønneste trykkeri.


KLS PurePrint er blevet medlem af FSC Danmark. De ser medlemskabet som en vigtig mulighed for at holde sig informeret og påvirke udviklingen af FSC.

”Vi vil meget gerne være med til at støtte organisationen, som gør et kæmpe arbejde for at informere virksomheder og forbrugere om, hvor vigtigt det er, at man vælger det rette papir og karton,” fortæller Bent Hübertz, CMO.

Store ambitioner kræver FSC
Samarbejdet med FSC skal bidrage til virksomhedens mål om at være verdens grønneste trykkeri.

”For os er FSC en helt uundværlig certificering. Vi har en målsætning om at være verdens grønneste trykkeri,” fortæller Bent Hübertz.

KLS PurePrint har et mål om, at alt deres papir og karton skal være FSC-certificeret, så de har dokumentation på, at materialerne kommer fra bæredygtige skove og andre ansvarlige kilder.

Bæredygtighed er rykket ind på direktionsgangen
KLS PurePrint oplever, at bæredygtighed er rykket tættere på kerneforretningen i mange virksomheder:

”Vi oplever en kæmpe interesse for bæredygtighed. Specielt inden for de sidste to år har de fleste store og fremsynede virksomheder fået bæredygtighed og FN’s verdensmål helt op i toppen af deres strategiplaner og visioner,” fortæller Bent Hübertz.

Direktør i FSC Danmark, Søren Dürr Grue, byder KLS PurePrint velkommen i netværket. Det gør ham særligt glad, at FSC Danmark har fået et nyt medlem fra den grafiske branche:

”Den grafiske branche har i mange år været dybt engageret i FSC og kan tilbyde mange FSC-certificerede produkter. Faktisk er ca. hver sjette FSC-certificerede organisation en grafisk virksomhed, og for tre år siden var FSC-markedsandelen på papir til tryksager 50%,” siger Søren Dürr Grue og fortsætter:

”Med KLS PurePrint får vi en engageret samarbejdspartner, der deler vores ambitioner inden for bæredygtighed. Vi ser meget frem til at samarbejde om at øge forbrugerne og virksomhedernes viden om FSC-certificerede grafiske produkter.”

Om KLS PurePrint
Trykkeriet KLS PurePrint er en familieejet virksomhed fra 1946, der producerer tryksager og emballage. De har været FSC-certificeret siden 2008, og i 2015 blev de ligeledes godkendt til miljømærket Cradle to Cradle. KLS PurePrint har med deres certificeringer udvidet deres kundegruppe med bl.a. Danmarks Naturfredningsforening, Aarstiderne, Harald Nyborg og McDonalds.

Læs mere om KLS PurePrint her.


© Forest Stewardship Council® · FSC® F000208