Nyheder


Fredag, 20 december 2019
FSC fejrer 25-års jubilæum

I 2019 fyldte FSC 25 år, og vi fejrer det med et nostalgisk tilbageblik på highlights fra de mest betydningsfulde begivenheder i FSC’s historie.


Inden kalenderen skriver 2020, og vi kigger tilbage på et forrygende år, må vi ikke glemme, at 2019 også var året, hvor FSC kunne fejre 25-års jubilæum. Lad os se tilbage på årene der gik og de begivenheder, der virkelig har rykket noget for FSC’s indtryk på verden.

Vi starter i Oaxaca, Mexico, hvor det første FSC-kontor slog dørene op i 1994. Logoet, som vi kender det i dag, blev vedtaget to år senere i 1996. Efter en lang proces blev bestyrelsen enige om en kombination af to genkendelige symboler. Et flueben og et træ. Hurtigt og let at forstå for mennesker i hele verden. Godkendelsen af det endelige logo førte samme år til, at det første FSC-certificerede produkt blev mærket i England. En spatel fra Sainsbury der nu er et vigtigt symbol på FSC’s udvikling.

2003 blev året, hvor FSC rundede 25.000 certificerede produkter, og flyttede sekretariatet fra Oaxaca til Bonn. I år 2006 trådte standarden for controlled wood i kraft, og året efter godkendte bestyrelsen en global FSC-strategi. Fra 2010-2014 havde FSC for alvor vokseværk. Medlemstallet steg til 800, og der åbnede kontorer i Latinamerika og Asien. I 2015 lancerede FSC den globale kampagne Forests For All Forever, som i dag fungerer som et fælles mål, der skal inspirere forbrugere til at vælge FSC igennem sin genkendelige identitet.

På 25 år har FSC skabt et troværdigt og globalt system til skovcertificering, der inddrager forskelligartede interessenter, som alle er med til at definere hvad ansvarlig skovdrift betyder. Der er rundet 200 millioner hektar FSC-certificeret skov. Hver hektar er med til at sikre, at fremtidige generationer kan få lige så meget gavn og glæde af skoven, som vi har i dag. Du kan få et overblik over FSC-kontorer, medlemmer og certificeret skov via FSC on the Map.

FSC Danmark blev stiftet i 1996 i form af en arbejdsgruppe bestående af virksomheder og NGO’er, hvis formål først og fremmest var at udarbejde retningslinjer for certificering af dansk skov under den internationale FSC-certificeringsordning. I 2004 blev de danske retningslinjer godkendt, og FSC Danmarks arbejde består nu ikke bare i at vedligeholde og opdatere den danske FSC-skovstandard, men også i at styrke samarbejdet med og imellem sine medlemmer, udvikle markedet, politisk lobbyisme og øge kendskabet til FSC-mærket generelt.


© Forest Stewardship Council® · FSC® F000208