Nyheder


Tirsdag, 27 april 2021
Rådgivende ingeniørfirma bliver som det første af sin slags medlem af FSC Danmark

Frank Jensen, Søren Jensen, og Søren Dürr Grue, FSC Danmark

Søren Jensen Rådgivende Ingeniører A/S er som det første rådgivende ingeniørfirma blevet medlem af FSC Danmark. Medlemskabet er et vigtigt skridt på vejen mod at skabe næste generations byggeri og realisere de tilhørende grønne ambitioner.


Gennem tre generationer har Søren Jensen arbejdet ud fra en ambition om at definere og skabe næste generations byggeri. De seneste fem år har de udviklet en regenerativ tilgang til byggeri. Herunder en række kendte og mindre kendte bygninger i træ. Vigtigheden af at fremtidssikre adgangen til fornybare og bæredygtige byggematerialer har været central for beslutningen om at blive medlem af FSC Danmark:

”Igennem vores samarbejde med FSC Danmark kan vi se, at vi har mange fælles dagsordener, som vi støtter op om og som vi forsøger at flytte igennem vores udviklingsprojekter. Medlemskabet er for os en naturlig forlængelse af vores samarbejde, og vi ser det som et partnerskab, hvor vi sammen med resten af FSC Danmarks medlemmer kan flytte byggebranchen i den rigtige retning,” siger Frank Jensen, 3. generation Ejer og formand i Søren Jensen.

Medlemskabet er unikt og det første af sin slags i Danmark, og måske i hele Norden. FSC Danmarks direktør Søren Dürr Grue forklarer:

”Nu skal jeg passe på, hvad jeg siger, men jeg kan ikke komme i tanke om andre lande på vores kanter, hvor et rådgivende ingeniørfirma er blevet medlem og har indgået et partnerskab med FSC-organisationen. Det er vi stolte af, og vi glæder os til at folde det ud og sætte turbo på den bæredygtige brug af træ i dansk byggeri. Særligt ser jeg frem til at vi kan øge fokus på FSC- projektcertificering af træbyggeri i Danmark”.

Vil bygge regenerativt byggeri
Søren Jensen tror på, at bæredygtigt byggeri er regenerativt. Her er både biodiversitet og fornybare byggematerialer centrale emner, som Søren Jensen arbejder med:

”Træ er allerede en meget omtalt brik i den grønne omstilling af byggebranchen. Det er derfor vigtigt, at vi også i fremtiden kan bygge i biomaterialer. Vi har selv siden 2018 barslet med biobaserede byggevarer i affaldstræ og tekstiler for at reducere forbruget af jomfrueligt træ. FSC gør et stort arbejde for at sikre, at træet er lovligt fremskaffet, at biodiversiteten beskyttes, og at det træ vi anvender, også er økonomisk bæredygtigt,” fortæller Frank Jensen.

Heldigvis er vi ikke alene om interessen for bæredygtigt træ. Efterspørgslen stiger – det mærker de også hos Søren Jensen:

“I dag er bæredygtighed indgangsvinklen til de fleste projekter – og hos os er det næppe anderledes. Vi oplever stor efterspørgsel på certificeret træ fra vores bygherrer. Derfor spiller FSC en vigtig rolle i vores arbejde,” fortæller Frank Jensen.

Går forrest med FSC-indkøbspolitik for træ
Selvom man ikke er bygherre, kan man sagtens påvirke beslutninger omkring træ i en mere bæredygtig retning. Det er Søren Jensen et godt eksempel på. Ingeniørfirmaet har vedtaget en træpolitik med mål om, at deres interne forbrug af træbaserede materialer såsom tryksager og møbler skal være FSC-certificeret.

“Søren Jensen er et fantastisk eksempel på, hvordan man kan gøre en forskel, selvom man ikke nødvendigvis sidder med det sidste ord. Med deres indkøbspolitik vil de inspirere samarbejdspartnerne i byggeriet til ikke bare at bruge træ, men bruge træ hvor man har sikret, at det er fra bæredygtige og ansvarligt drevne skove, og at det kan dokumenteres. Det er en milepæl i dansk byggeri, det er vigtigt for den bæredygtige udvikling, og vi er glade for at have hjulpet dem på vej og ser frem til at hjælpe med implementeringen af den også,” fortæller Søren Dürr Grue.

Søren Jensens politik indeholder også mål om at FSC-projektcertificere relevante projekter og foreslå det, når træ udgør en væsentlig del af materialeforbruget. Tilvalget af FSC-certificering er ultimativt bygningsejers beslutning, men ingeniørvirksomheden har et mål om fem projektcertificeringer i 2023 og 20 i 2025. Herudover ønsker virksomheden at bidrage til en mangfoldig brug af tropiske træarter ved at undersøge muligheder for brug af mindre kendte træarter i projekter, hvor der skal bruges tropisk træ.

Om Søren Jensen
Igennem de seneste 75 år har det rådgivende ingeniørfirma Søren Jensen været garant for inspirerende ingeniørkunst. I juni 2019 blev de desuden B Corp certificeret som det første rådgivende ingeniørfirma i Europa.

Læs mere om Søren Jensen her: https://www.sj.dk


© Forest Stewardship Council® · FSC® F000208