For sjette år i træk præsenterer FSC Danmark landets grønneste auktion ved navn "FSC Green Goods”. Det sker i samarbejde med Lauritz.com Roskilde, der er en del af et af Nordens største auktionshuse. En række danske virksomheder har doneret forskellige FSC-certificerede produkter til auktionen. Det er for eksempel muligt at byde på havemøbler, sko, legehuse, papir, gulv og mange andre varer, som bærer FSC-mærket og dermed er produceret i træ og papir, der stammer fra bæredygtig skovdrift.
”FSC Green Goods er en helt særlig auktion, fordi den giver de besøgende mulighed for at byde på en bred vifte af produkter, som har det til fælles, at de er FSC-certificeret. Det betyder, at købet er med til at fremme bæredygtig skovdrift i hele verden. Jeg vil derfor opfordre alle til at besøge Lauritz.com, tage et kig og byde på et af de mange produkter”, siger Loa Dalgaard Worm, sekretariatsleder i FSC Danmark.
På fsc.dk er der en liste over alle de virksomheder, der støtter op om FSC-mærket ved at donere til auktionen, samt et katalog over de donerede produkter. Listen inkluderer blandt andet produkter fra virksomheder som Silvan, Trip Trap og PA Savværk. Auktionen giver danskerne rig mulighed for at byde på blandt andet fornyelser til haven og samtidig være med til at støtte natur, dyr og mennesker i skovområder på verdensplan.
Støt arbejdet med at fremme bæredygtig skovdrift
Målet med auktionen er at slå et slag for FSC-mærket, og hele overskuddet fra den grønne auktion går ubeskåret til FSC Danmarks arbejde med at fremme FSC-mærket og dermed bæredygtig skovdrift.
Lauritz.com Roskilde donerer således både køber- og sælgersalær til det gode formål. Auktionen FSC Green Goods løber i 10 dage fra den 1. maj til og med den 9. maj.
