
FSC Danmark, WWF Verdensnaturfonden og Verdens Skove uddeler for ottende gang FSC Design Award til en ung designer, der formår at forene bæredygtighed med æstetik i et kommercielt design i træ. Formålet med konkurrencen er at få upcoming designere og dermed kommende trendsættere til at overveje, hvordan deres materialevalg har indflydelse på miljø, dyr og mennesker.
Hele 115 studerende fra de danske design- og arkitektskoler har tilmeldt sig konkurrencen med 83 designs. På afgørelsesdagen udstiller deltagerne deres 1:1-modeller, og et professionelt dommerpanel bestående af folk fra designbranchen, detailhandlen og møbelvirksomheder udpeger en vinder.
Hovedpræmien
Konkurrencens vinder kåres onsdag den 20. november, og miljøminister Ida Auken vil være til stede på dagen for at overrække hovedpræmien, der er en rejse til Sydøstasien. Vinderen kommer til at besøge en FSC-certificeret skov på sin rejse, som også byder på besøg hos et lokalt værksted, der i samarbejde med vinderen fremstiller en model af vinderdesignet.
Arrangementet vokser år for år
FSC Design Award afgøres i flotte og større omgivelser end nogensinde før, når Aller Media lægger hus til arrangementet. Livsstilsmagasinet Mad & Bolig er tilknyttet begivenheden som mediepartner, hvilket er et nyt tiltag, der er med til at gøre FSC Design Award til et større event end tidligere.
Mad & Bolig uddeler desuden deres egen designpris, og Trip Trap kårer en vinder af CRAFTED Prisen. Udover FSC Design Award-hovedpræmien udnævner dommerne 9 runner-ups, som efterfølgende får deres designs udstillet og vinder en tur til IKEA’s hovedkontor i Sverige.
WWF Verdensnaturfonden og Verdens Skove er FSC Danmarks medarrangører til konkurrencen, mens Coop, Trip Trap, IKEA og Jysk er sponsorer.
Læs mere om konkurrencen på fsc.dk/designaward og få et indblik i, hvordan FSC Design Award foregår i denne video.