The bowl

Designbrandet Munio anvender mindre kendte, tropiske træsorter i sine smykke- og brugskunstserier. Tanken bag er større end design i høj kvalitet alene, træmaterialerne skal nemlig være bæredygtige og al træmateriale fra FSC-certificerede skove. Der skal være balance i tingene. Derfor benytter designvirksomheden RPI udelukkende mindre kendte, FSC-certificerede træsorter i sine Munio-designs. Målet er at bidrage til et bæredygtigt forhold mellem det træ, en FSC-skov kan producere, og det træ, virksomheden bruger i sin produktion. Munio-kollektionen indeholder både smykker, interiør og møbler, som sælges i varehuse og butikker over hele landet.

Forsvarer regnskoven
Morten Nielsen, direktør i RPI, forklarer, at hans idé er at bruge de mindre kendte træsorter for at forhindre, at de mest eftertragtede sorter bliver overudnyttet eller udryddet. Navnet ”Munio” er da også latin for ”jeg forsvarer”. Ved at sætte fokus på de mindre kendte træsorter kan Munio bidrage til en positiv udvikling i skovene og samtidig være med til at gøre det ”mindre kendte” mere værd for skovejerne.

”Men det er et paradoks at arbejde med alternative træsorter”, fortæller Morten Nielsen. ”Hvis sorten bliver populær, og efterspørgslen stiger, vil det naturligt føre til ulovlig skovdrift”, siger han. Som eksempel nævner han træsorten Ipé, som er blevet mere efterspurgt de seneste år og har nået en status, der kan sammenlignes med den, som mahogni havde i midten af forrige århundrede.

Du kan ikke bare rydde op bagefter
"I dag kan man ikke starte en ny stor virksomhed op på et ubetænksomt grundlag, og så rydde op bagefter. Der er en vækst i verdens befolkning og klimaforandringer, som du bliver nødt til at forholde dig til", siger Morten Nielsen.

RPI arbejder kun med FSC-certificeret træ, som er forbrugerens sikkerhed for ansvarlig skovdrift, og de køber det gerne i små samfund, hvor de samtidig kan gøre en økonomisk forskel for lokalbefolkningen. ”Det er vores mission at redde regnskove fra udryddelse – at give noget tilbage til naturen”.

Firmaet er for øjeblikket sammen med Verdens Skove i gang med at beskytte tropisk regnskov i Honduras med et genplantningsinitiativ.

Læs mere på www.muniodesign.com.


In Good Company
Deltag i In Good Company 10.-11. oktober i København og hør Morten Nielsens virksomhedspræsentation og deltag i debatten, når et panel efterfølgende diskuterer CSR samt det at bruge en mærkningsordning i opbygningen af et firmabrand. Panelet består ud over Morten Nielsen af repræsentanter fra Trip Trap, Kährs og Marks and Spencer.

In Good Company byder desuden på paneldebatter og taler med verdens førende CSR-folk og toneangivende NGO’er. Det hele kan følges på livestream, men man kan også selv deltage i konferencen.  

Se mere om konferencen på www.ingoodcompany.fsc.org.