
Om designrejsen
Det er 7. år i træk, at FSC Danmark sender vinderen af FSC Design Award på en rejse til en FSC-certificeret skov et sted i verden. Formålet er at vise, hvordan FSC gør en forskel for skov, dyr og mennesker, og hvordan valget af bæredygtigt træ har stor indflydelse på skoven og dens indbyggere. På dette års designrejse til Kina får Anne og Sanne følgeskab af en journalist og en fotograf, og sammen tager de på en uforglemmelig rejse.
Øget FSC-fokus i Kina
FSC-ordningen oplever i disse år fremgang i Kina, hvor efterspørgslen på FSC-certificerede produkter er vokset markant. Samtidig har skovforvaltere fået incitament til at blive FSC-certificeret, idet landet har væsentlige områder af produktionsskov, som bliver brugt i den globale handel. Mere end 3 millioner hektar skov er nu FSC-certificeret i Kina. Det øgede FSC-fokus vil de to arkitektstuderende få rig mulighed for at opleve med egne øjne, når de i løbet af de næste 14 dage vil komme helt tæt på arbejdet med FSC og bæredygtigt skovdrift i Kina.
IKEA og WWF
Vinderrejsen er arrangeret i samarbejde med IKEA Danmark, der samarbejder med både FSC og WWF for at udbrede bæredygtigt skovbrug. I Kina arbejder IKEA og WWF med en række skovprojekter, som har til formål at bekæmpe ulovlig fældning, støtte ansvarlig skovdrift og certificering samt udvikle og fremme innovative driftsværktøjer. Anne og Sanne vil på deres rejse besøge ét af disse skovprojekter og dermed opleve, hvordan arbejdet med ansvarlig skovdrift foregår.
Følg rejsen
Følg dagligt Anne og Sannes mange oplevelser fra deres rejse på bloggen her på siden. Se den første blog her, hvor du kan læse og se Anne og Sannes indtryk og oplevelser fra første dag i Shanghai.