news

Bæredygtigt gulv i smukke bygninger
Endnu er kun 1-2 % af verdens skove certificerede efter de globale miljøordninger FSC og PEFC, og det dækker langt fra efterspørgslen. Men da Miljøministeriet i efteråret skulle renovere gulvene i ministersekretariatet og de tilhørende møderum, var der ikke tvivl om, at det gamle linoleum skulle afløses af massive trægulve produceret på et bæredygtigt grundlag – og det lykkedes. Specialkonsulent Henrik Zentner fra Miljøministeriet fortæller, at der blev lagt vægt på at finde et præsentabelt gulv, der passede til ministeriets fint renoverede bygninger af ældre dato. I forlængelse heraf henvendte ministeriet sig til Træbranchens Oplysningsråd for at få et overblik over, hvor man kunne købe certificeret træ, og det førte efterfølgende til, at man valgte FSC-certificerede egeparketstave fra Hørning Parket Fabrik.

Kampen mod skovrydning og afbrænding
Hørning Parket Fabrik er FSC-certificeret og derfor godkendt til at indkøbe, forarbejde og videresælge træ, der har det anerkendte mærkat. Og det er noget, der ifølge marketingkoordinator Mette Würtz Hansen betyder meget for virksomheden:
”Ved valg af træleverandør lægger vi stor vægt på, at leverandøren er seriøs i forhold til miljøspørgsmål. Men i mange områder, hvor tropiske skove er truede, kommer truslerne i de fleste tilfælde fra skovrydning eller afbrænding og ikke fra kommerciel udnyttelse af den oprindelige skov. Tværtimod kan man sige, at man de steder, hvor kommerciel skovdrift foregår på et bæredygtigt grundlag, er med til at give træet den værdi, som giver lokalbefolkningen og skovejerne et incitament til at bevare skoven. Derfor er FSC-certificeringen vigtig som led i at fremme bæredygtighed. Hørning Parket Fabrik har et mål om løbende at øge forbruget af certificeret træ og andet træ fra bæredygtigt skovbrug.”