Kort om FSC Recycled
FSC har med FSC Recycled-certificering og FSC Recycled-mærket et redskab til dokumenteret genanvendelse og til at give affalds- og restprodukter en større værdi, hvilket der er stigende efterspørgsel på. Vi forbruger flere ressourcer, end vi har tilgængelig fra naturens side, og i de fleste brancher arbejdes der på højtryk på at reducere ressourceforbruget og få flere affalds- og restprodukter ind i materialeflowet, der udmunder i nye produkter. Samtidig er der et stort behov for at dokumentere og kommunikere genanvendelsesindsatsene, som omtales som ”cirkulær økonomi”, ”upcycling” og ”recycling”.
FSC Recycled-certificerede produkter er lavet af 100 % genanvendte materialer. Virksomheder, der certificeres til produktion af FSC Recycled, skal kunne dokumentere, at råmaterialerne, der indgår i produktionen, er genanvendte materialer. Men der er ikke krav om, at disse materialer er fra FSC-certificerede skove. På den måde adskiller FSC Recycled sig fra indkøbskravene, der gælder for råvarer af træ, der anvendes i FSC 100%-produkter, og nye råvarer, der anvendes i FSC Mix, da disse råmaterialer skal købes fra FSC-certificerede leverandører, der sælger materialerne med et FSC-claim.
Fotos på siden er fra Thors Design: Azobétræ fra færgelejer bliver til nye møbler, som er FSC Recycled-certificeret, hos Thors Design.
Typiske spørgsmål om FSC Recycled
-
Hvorfor findes der et FSC Recycled-mærke?
FSC Recycled blev introduceret i FSC-systemet for at anerkende den vigtige rolle som genanvendelse af papir og træ spiller i beskyttelsen af verdens skove. Modsat generelle anprisninger om ”genanvendelse” og ”genbrug”, som ikke nødvendigvis er underlagt kontrol, giver FSC Recycled en sikkerhed for, at træet eller papiret i et produkt er blevet verificeret som værende reelt genanvendte materialer. Genanvendte materialer kan også bruges i FSC Mix-produkter, men kun produkter der indeholder 100% genanvendte materialer, må mærkes som FSC Recycled.
-
Hvad betyder FSC Recycled-mærket? Er det oprindeligt fra en FSC-certificeret skov?
Træprodukter, som bærer FSC Recycled-mærket, er blevet verificeret af et tredjepartscertificeringsorgan som værende lavet af mindst 70% post-consumer materialer, eksempelvis træ eller træfibre, som kommer fra et produkt, der har været brugt til sit oprindelige formål af individer eller virksomheder. Den resterende del af træmaterialet, der ikke er post-consumer, skal verificeres som pre-consumer restprodukter. Under et kreditsystem gælder andre blandingsforhold i det faktiske produkt, men mængden af solgt FSC Recycled skal svare til mængden af indkøbt post-consumer materiale for produktgruppen. Papirprodukter kan indeholde en hvilken som helst balance mellem pre-consumer og post-consumer materialer så længe, at alle anvendte papirdele af produktet kan verificeres som værende genbrugsmaterialer. FSC Recycled-mærket sikrer ikke, at træet oprindeligt kommer fra en FSC-certificeret skov.
-
Er det bedre at vælge produkter af genanvendte materialer eller nye materialer?
At genanvende papir- og træprodukter er ikke kun den bedste måde at få så meget som muligt ud af træet på (ved at forlænge træfibrenes livscyklus), men det hjælper også med at reducere de affaldsmængder af restprodukter, der ikke bruges til noget eller har nogen værdi. Brugen af FSC Recycled papir og træ kan hjælpe med at lette presset på efterspørgslen af nye produkter, og derved hjælpe med at passe på verdens skove. Der vil altid være en efterspørgsel efter nyt træ og papirmasse, eftersom efterspørgslen på træprodukter fortsat er høj, og livscyklussen for genbrugsfibre til brug i papirproduktion er begrænset. En FSC-certificering giver skoven økonomisk værdi og hjælper med at sikre dens fremtid og igennem ansvarlig skovdrift sikre fremtiden for skovens dyr, planter og mennesker. FSC anerkender både genbrugsprodukter og FSC-certificerede produkter af nye træfibres rolle i beskyttelsen af verdens skove.
Hvad kræver det at sælge FSC Recycled?
- Ønsker din virksomhed at videresælge et produkt, som allerede er FSC Recycled og sælges som sådan til jer af en FSC-certificeret leverandør, så skal I blot sørge for, at produktet er omfattet af jeres certifikat og de certificeringsprocesser og -procedurer, I har.
- Er I ikke allerede FSC-certificeret, så skal I have et FSC-certifikat for at kunne videresælge produktet som FSC via fakturaer og bruge FSC’s varemærker i jeres markedsføring og kommunikation.
- Er I slutforhandler, kan I nøjes med en varemærkelicens, hvis produktet er mærket med FSC Recycled on-product mærket, og I kun har brug for at promovere FSC Recycled i markedsføring og kommunikation.
Ønsker din virksomhed at producere FSC Recycled-produkter, så skal I i tillæg til de almindelige FSC-certificeringskrav certificeres efter standarden for brug af genanvendte materialer i FSC-produktgrupper FSC-STD-40-007. I praksis betyder det hovedsageligt ændrede krav til indkøb og dokumentation for indkøbene. Under en FSC-certificering er der almindeligvis krav om brug af FSC-certificerede leverandører og FSC-certificerede materialer til FSC-produktgrupper. I forbindelse med produktion af FSC Recycled-produktgrupper gælder disse krav ikke. Her skal din virksomhed derimod kunne dokumentere, at de anvendte inputs til produktgrupperne er genanvendte materialer, og det sker typisk via foto- og købsdokumentation og visuel inspektion. For papirprodukter er både pre- og post-consumer materialer tilladte inputs i en hvilken som helst blanding, for træprodukter skal der minimum være 70% post-consumer genanvendt materiale i produkterne. Under et kreditsystem gælder der andre krav til sammensætningen i træprodukter.
Virksomhedscases
Herunder kan du se cases på FSC Recycled og links til mere information.
Thors Design
Thors Design producerer indendørs og udendørs designs af maritimt patineret bolværk. Virksomheden aftager azobetræ fra færgelejer, hvor det har fungeret som bolværk i mere end 60 år. Træet er dog stadigvæk i en stand, hvor det kan anvendes på anden vis end først tænkt. Thors Design har en FSC Recycled-certificering og er godkendt til markedsføre produkterne med FSC-varemærker og sælge dem med FSC Recycled-claim på fakturaer.
Nviro CBI Papiruld
Nviro CBI Papiruld sælger FSC Recycled-mærket papirisolering under navnet Isocell. Isocell produceres af overskuds- og genbrugsaviser, og producenten er FSC-Recycled-certificeret. Nviro CBI Papiruld har en varemærkelicens til at promovere den FSC-mærkede isolering med FSC's varemærker i kommunikation og markedsføring.
Mere information om certificering
Kom godt i gang med certificeringsprocessen, der starter med, at din virksomhed skal indhente et tilbud på certificering hos et FSC-godkendt certificeringsorgan eller en gruppeadministrator.
FSC’s CoC-certificeringskrav omhandler primært sporbarhed på de FSC-certificerede materialer og produkter, som din virksomhed køber og sælger, uanset om I er en produktions- eller handelsvirksomhed. Hertil kommer en række ledelsessystemkrav, som man også kender fra andre certificeringsordninger- og systemer.
Der er tre certificeringstyper inden for FSC-CoC-certificering. Individuel certificering, gruppecertificering og multi-site-certificering. Hvilken certificeringstype din virksomhed skal vælge, afhænger blandt andet af jeres behov, størrelse og den type organisation I er.
Er I en mindre virksomhed, kan FSC-gruppecertificering være en nemmere vej til at blive certificeret og administrere certificeringen i det daglige. For at blive FSC-certificeret gennem en gruppe, hvor andre virksomheder også er certificeret, må din virksomhed højest have, hvad der svarer til 15 fuldtidsansatte eller højest 25 ansatte og en omsætning under 1.000.000 US dollars årligt.
Den eksterne udgift til certificering varierer fra virksomhed til virksomhed. De eksterne certificeringsomkostninger omfatter en afgift til FSC International, som driver og udvikler FSC-systemet, og prisen for at få et eksternt FSC-godkendt certificeringsorgan til at udstede og kontrollere jeres certificering.
På denne side kan du finde et stort udvalg af vejledningsmaterialer vedrørende FSC’s krav til arbejdstagerrettigheder for FSC-certificerede virksomheder såsom en dansk præsentation af kravene og en dansk redigerbar egenvurdering med eksempler på dokumentation og relevant dansk lovgivning. Du kan også finde links til webinarer og internationale materialer om FSC’s krav til arbejdstagerrettigheder.
Ønsker din organisation at sælge produkter af skovbaserede materialer videre som FSC via salgsdokumenter, at kunne mærke dem med jeres eget FSC-mærke eller producere/ændre produkter, der skal sælges videre som FSC? Så skal I have en FSC-sporbarhedscertificering (CoC). Det giver jer også mulighed for at bruge FSC’s logo og mærker i markedsføring.
Kontakt FSC Danmark, hvis du har spørgsmål til FSC-sporbarhedscertificering.
Da vi følger armslængdeprincippet, er det ikke FSC-organisationen selv, der udsteder og kontrollerer FSC-certifikater. Det gør FSC-godkendte tredjeparts certificeringsorganer. I Danmark er der pt. fem godkendte certificeringsorganer, som I kan kontakte for at få et tilbud på FSC-certificering. Mindre virksomheder og skovejendomme har mulighed for at blive certificeret gennem en gruppecertificering, hvor en gruppeadministrator står for kontrollen og udstedelsen af certifikatet.