
Certificeringstyper
Der findes tre typer af FSC-CoC-certificering, som gør det muligt for virksomheder af forskellige størrelser og med forskellige strukturer at blive FSC-certificeret. De tre typer er: individuel certificering, multi-site-certificering og gruppecertificering.
Individuel FSC-certificering er typisk for virksomheder, som driver deres virksomhed på én fysisk lokation (site). Under særlige forhold kan yderligere fysiske lokationer med virksomhedsaktiviteter blive inkluderet som sites i ét individuelt certifikat, så længe de ikke har en selvstændig indkøbs- og salgsfunktion eller produktion, men blot agerer i forlængelse af eksisterende aktiviteter på sitet, som har certifikatet (fx salgskontor eller ekstra lager). For at opnå individuel FSC-certificering skal en virksomhed certificeres efter FSC-sporbarhedsstandarden FSC-STD-40-004.
Virksomheder med flere enheder og fysiske lokationer (sites) kan blive multi-site-certificeret, hvilket betyder, at de får ét certifikat med central administration, der dækker de enkelte sites. Hovedkontoret skal som udgangspunkt lave årlig intern auditering af alle sites. Det kan eksempelvis være byggecenterkæden med butikker og trælaster rundt omkring i landet. Det kan være producenten af byggematerialer, der har fabrikker i hele Europa. Og lignende virksomheder. Certificeringsorganet vil lave ekstern auditering af de deltagende sites på stikprøvevis baseret på det samlede antal sites under certifikatet. Det er altså ikke alle sites, som får et årligt ekstern audit. Multi-site-certificering er med andre ord en slags paraplycertificering, der kan være økonomisk og administrativ fordelagtig fremfor at have individuelle certificeringer for de enkelte sites under virksomheden.
Alle deltagende sites og organisationen, der er indehaver af multi-site-certifikatet, skal være forbundet gennem fælles ejerskab.
Dog er multi-site-certificering også tilladt, når alle deltagende sites har en juridisk og/eller kontraktuel relation til organisationen, der har certifikatet, og råder over fælles operationelle procedurer (f.eks. samme produktionsmetoder, samme produktspecifikationer, integreret ledelsessoftware). Herudover skal de være underlagt et centralt administreret og kontrolleret ledelsessystem etableret af organisationen, der – ud over det, der udelukkende er relateret til certificering – har bemyndigelse til og ansvar for mindst ét af de følgende elementer:
- centraliseret købs- eller salgsfunktion for skovprodukter,
- opererer under samme brandnavn (f.eks. franchise, detailhandel).
Udover at opfylde kravene i FSC’s sporbarhedsstandard (FSC-STD-40-004) skal virksomheder, der ønsker multi-site-certificering, også leve op til kravene i FSC’s sporbarhedsstandard for certificering af flere sites (FSC-STD-40-003), hvor du kan se alle kravene.
Gruppe-certificering er for små uafhængige virksomheder, der gennem et gruppecertifikat kan få nemmere adgang til FSC-certificering. Et gruppecertifikat ledes af en gruppeadministrator, som er indehaver af certifikatet, og som både hjælper medlemmerne af gruppen med certificeringsforberedelse og kontrollerer dem. For at blive medlem af en gruppecertificering og herigennem blive FSC-certificeret må en virksomhed højest have, hvad der svarer til 15 fuldtidsansatte eller højest 25 ansatte og en omsætning under 1.000.000 US dollars årligt. Kravene til gruppecertificering fremgår af FSC-STD-40-003.
Mere information om certificering







