3M dropper certificeringssystemet SFI og annoncerer ny bæredygtighedsplan

I marts annoncerede ForestEthics, som har ført en flerårig kampagne mod 3M’s papirbrug, at de støtter op om 3M’s nye bæredygtighedspolitik. Den nye bæredygtighedspolitik skal ifølge 3M sikre, at fremstillingen af post-it-blokkene har en minimal indvirkning på truede skove, lokalsamfund, dyreliv og menneskerettigheder.

3M’s nye politik
3M’s nye bæredygtighedspolitik, som blev offentliggjort torsdag den 5. marts 2015, kom efter et samarbejde med ForestEthics og Greenpeace. Den nye politik forpligter 3M til at etablere og implementere et sporbarhedssystem for alt træ og papir, som købes, for at udelukke fibre, som er produceret på bekostning af høje bevaringsværdier (HCV’er). 3M’s nye politik skal derfor sikre, at materialerne er fremstillet af bæredygtigt tømmer.

Centrale elementer i 3M’s nye papirpolitik:

  • Sammen med leverandørerne vil 3M spore oprindelsen på alt træ, træmasse og papir, som købes. Derudover vil de ikke købe fibre, der er fremstillet på en måde, som truer høje bevaringsværdier (HCV’er).
  • 3M vil sikre, at leverandørerne får forudgående og informeret samtykke fra lokalbefolkningen og lokalsamfundet, før skovhugst finder sted.
  • 3M vil ikke længere fremme eller bruge SFI-mærket.
  • 3M har ansat ekstra personale til at gennemføre den nye politik, og de er allerede begyndt at træne personalet i implementeringen af deres opdaterede politik.
  • 3M vil offentligt rapportere om blandt andet fremskridt vedrørende fibres Chain of Custody samt dokumentere deres brug af FSC-fibre.
  • Hvert halve år vil 3M offentliggøre opdateringer om deres fremskridt vedrørende implementeringen af politikken. Disse opdateringer vil være tilgængelige på 3M’s og The Forest Trust’s hjemmeside.
  • 3M vil ophøre handel med leverandører, som ikke overholder deres nye principper. De har allerede annulleret aftaler med de leverandører, som ikke overholder deres nye standarder.
  • 3M ønsker at reducere mængden af anvendt papir og træmasse og øge brugen af genbrugspapir og fibre.

Jim Ace fra ForestEthics, udtaler, at ”3M vil vide nøjagtigt, hvor deres træmasse og papir kommer fra. 3M vil fjerne brugen af SFI-etiketten og sørge for, at fibre fra gamle skove og tropiske regnskove ikke kommer ind i de produkter, som vi bruger til hverdag. Denne politik er god for 3M. Det er godt for vores skove, og det er godt for forbrugerne.”

Leverandører holdes ansvarlige
3M vil holde deres leverandører ansvarlige for at følge de nye standarder, og de arbejder derfor tæt sammen med leverandørerne for at sikre overholdelsen af den nye reviderede politik.

Eksempelvis har 3M allerede annulleret sin kontrakt med Royal Golden Eagle Group, da de ikke lever op til de nye miljø- og menneskerettighedsstandarder. 3M har dog tilbudt at hjælpe dem med at opfylde de nye krav. 3M har endvidere advaret det kontroversielle skovhugst-selskab Resolute Forest Products, fordi de er bekymrede for de fibre, som de modtager fra selskabet.

”Forbrugerne vil vide, at de 3M-produkter, som de køber, er lavet af skove, som er blevet ansvarligt drevet og høstet. Denne politik vil sikre, at det træfiber, som indgår i 3M’s innovative forbrugerprodukter, opfylder 3M’s høje standarder for beskyttelse af miljøet.” siger Jean Sweeney, som er vicepræsident for ”3M Environmental, Health, Safety and Sustainability Operations”.

ForestEthics og Greenpeace støtter op
”Forbrugerne efterspørger i stigende grad sikkerhed for, at de produkter, som de køber, er fremstillet på en måde, som beskytter vores miljø og respekterer menneskerettighederne. Den form for åbenhed og lederskab, som 3M viser i denne reviderede politik, er et vigtigt skridt fremad for industrien,” siger Todd Paglia, som er administrerende direktør for ForestEthics.

Endvidere udtaler Rolf Skar, som er kampagneleder hos Greenpeace at ”Ved at annullere forretninger med kontroversielle skovhugst-selskaber som Royal Golden Eagle Group, demonstrer 3M, at de tager deres nye politik alvorligt.”

Kilde: mongabay & ForestEthics