FSC i danske skove

FSC-certificering af de danske drevne skove er et af de centrale værktøjer til at forbedre og beskytte biodiversiteten, passe på vores åer, vandløb og grundvand samt sikre fair løn til skovarbejdere – uanset hvilket land de måtte komme fra. Den årlige uafhængige kontrol af FSC-certificerede skove dokumenterer også overholdelse af den danske skovlov.

FSC i danske skove

En skov er mere end træer

De danske skove er en fantastisk ressource for det danske samfund og bidrager med vigtige materialer til en lang række sektorer. Samtidig ved vi, at naturen (biodiversiteten) i bestemte skovområder er i en meget ugunstig tilstand. Der findes hundredvis af truede dyre- og plantearter i vores skove. FSC handler om at finde den gode balance mellem at bruge skovene til gavn for os som mennesker og sikre, at der fortsat er levesteder for de mange dyr, planter og svampe, der er afhængige af skovene. Det er positivt, at vi ser en vækst i skovarealet, og at det er blevet populært at plante træer, men vi må ikke glemme, at en skov er mere end træer og CO2-binding.

FSC arbejder for gode vilkår for biodiversitet i danske skove

I FSC Danmark arbejder vi for, at biodiversiteten får bedre vilkår i de danske skove, så vi får artsrige skove fulde af liv. FSC-skovcertificering indebærer, at en række krav til beskyttelse af biodiversitet skal være opfyldt lige fra urørt skov og områder med særlige biodiversitetshensyn til bevaring af træer til henfald og beskyttelse af truede arter og deres levesteder.

Med andre ord er FSC-certificering et vigtigt redskab til at tage særlige hensyn til natur og biodiversitet i de drevne danske skove og en inspirationskilde uden for de certificerede arealer. Vi oplever, at rigtig mange skovejere, skovorganisationer og NGO'er arbejder seriøst for at øge biodiversiteten i de danske skove, og vi bidrager med vores del af løsningen.

FSC hjælper vandet

Skov og vand hænger unægteligt sammen. Skove kan beskytte vores grundvand mod forurening, og det er en af grundene til, at vi ser flere og flere skovrejsningsprojekter over hele landet. Samtidig er vand i skovene en afgørende faktor for mere vild natur og biodiversitet. FSC stiller flere krav, som forhindrer forurening og bidrager til vand i skovene. FSC-certificerede skovejere skal undgå at bruge pesticider til bekæmpelse af eksempelvis skadedyr og må ikke bruge pesticider, der er forbudte ifølge FSC’s pesticidpolitik. FSC's pesticidpolitik er mere striks end almindelig lovgivning på området. Skovejerne er herudover forpligtet til at beskytte drikkevand, grundvand og boringsnære beskyttelsesområder.

Vandløb i FSC-skov

FSC kræver også, at skovdriften ikke har negative konsekvenser for mængden af vand og vandkvaliteten i skoven. Skovejerne skal beskytte eller genoprette naturlige vandløb og vådområder såsom bække og søer.

Lige løn for samme arbejde

Et andet essentielt aspekt for os i FSC Danmark er, at alle arbejderne i skoven får en ordentlig løn, det er muligt at leve af i Danmark – uanset om de kommer fra Danmark eller et andet land, og uanset om de er ansat af skovejeren eller en (under)entreprenør. Derfor har vi som den første certificeringsordning til skovdrift i Danmark indført kædeansvar og dermed et krav om, at skovejeren skal sikre, at alle skovarbejderne får lønninger, der svarer til eller overstiger gældende overenskomst området.

Herudover er det også et krav, at skovarbejderne er omfattet af en relevant overenskomst eller ansat på overenskomstlignende vilkår.

FSC kræver lige løn for samme arbejde

 

Mere information

Hvad er FSC?
FSC er verdens mest ambitiøse globale certificering til ansvarlig skovdrift og din sikkerhed for træ og papir fra veldrevne skove og andre ansvarlige kilder. FSC arbejder både for natur og menneskers vilkår i verdens skovområder. 67 % af danskerne genkender FSC-mærket, og som den eneste certificerings- og mærkningsordning af sin slags bakkes FSC op af anerkendte NGO’er som WWF Verdensnaturfonden og Verdens Skove. 
FSC-videoer
Skove har enorm betydning for både mennesker, natur og klimaet. Vi skal værne om skovene, så fremtidige generationer kan drage nytte af dem, ligesom vi gør det i dag. FSC er vigtig som ét af redskaberne til netop at sikre dette. På denne side kan du læse mere om FSC's konkrete betydning for skov og mennesker og blive klogere på, hvordan vi er med til at takle de større udfordringer inden for blandt andet klima og biodiversitet. Se også hvordan FSC-indkøb bidrager til de store bæredygtighedsagendaer.
FSC's 10 principper
Hele tanken bag FSC bygger på FSC's 10 principper og kriterier for ansvarlig skovdrift, som er en slags grundlov inden for FSC-systemet. FSC’s principper og kriterier gælder for FSC-certificerede skove i hele verden.
General Assembly
I 1980’erne bredte frustrationerne sig blandt verdens miljøorganisationer. Klodens skove blev ryddet med rasende hast, og der så ikke ud til at være nogen politisk løsning på vej. Under klimatopmødet i Rio i 1992 bristede håbet for mange. Man så ikke nogen form for global fælles løsning på problemet, og derfor fandt en række miljøorganisationer og virksomheder sammen i et forsøg på at skabe en helt anden tilgang baseret på fælles løsninger og dialog. Det var det, der skulle blive til FSC – Forest Stewardship Council.
FSC's kontrolsystem
Bag FSC-mærket ligger et strengt internationalt kontrol- og sporbarhedssystem, som ofte høster ros som et af verdens bedste. Systemet skal sikre, at FSC-certificerede produkter kun består af materialer fra FSC-certificerede skove og andre ansvarlige kilder.
FSC og FN's verdensmål
FSC bidrager til 14 ud af FN’s 17 verdensmål og direkte til 40 forskellige delmål. Det gør vi, fordi en FSC-skovcertificering stiller krav til både social, økonomisk og miljømæssig ansvarlig skovdrift. Dermed er FSC også et vigtigt værktøj, når det gælder store dagsordener som biodiversitet, abejdstagerrettigheder, oprindelige folk, truede arter, vandmiljøet, forbrug, ligestilling og i særdeleshed partnerskaber.
Kort om FSC
FSC er verdens mest ambitiøse globale certificering til ansvarlig skovdrift. FSC er din sikkerhed for, at du får træ og andre materialer fra veldrevne skove og andre ansvarlige kilder - eksempelvis genbrug. Som den eneste certificerings- og mærkningsordning af sin slags bakkes FSC op af anerkendte NGO’er som WWF Verdensnaturfonden og Verdens Skove. Når du køber FSC-mærkede produkter, er du med til at sikre gode sociale vilkår og biodiversitet i skove verden rundt.