Siden uge 46 har de danske forbrugere kunne få mælk i miljørigtig og bæredygtig emballage. Det er de to velkendte produktlinjer fra Arla, Harmonie og Lærkevang, der er begyndt at bære FSC-logoet.

Efter at Arla Foods er begyndt at bruge Tetra Pak's emballage af FSC-certificeret papir, er det blevet muligt for tusinder af danske forbrugerne at finde FSC-logoet på to af Arla's populære produktlinjer af mælk. Arla udsender 3,7 millioner mælk om ugen med FSC-logoet, hvilket for alvor bringer FSC-mærket ind i danskernes hjem.

”FSC-mærket bliver desværre stadig hyppigt forbundet med havemøbler blandt den almene forbruger, men siden Arla's FSC-certificerede mælkekartoner er kommet i handlen, håber vi, at forbrugerne får øjnene op for, at træ ender i utroligt mange former. Også ved at købe mælk kan man nu støtte bæredygtig skovdrift”, siger Loa Dalgaard Worm, sekretariatsleder hos FSC-Danmark.

Skiftet til emballage af FSC-papir er en del af en udviklingsproces hos Arla, der forsøger at skabe mere miljøvenlig emballage til deres produkter. Over 92 tons FSC-certificeret papir bliver nu ugentligt sendt ud til danskerne i form af mælkekartoner.