
På konferencen blev det blandt andet diskuteret, hvordan man bedst kan markedsføre brugen af bæredygtigt tropisk træ. FSC kunne sammen med Probos og IDH byde velkommen til folk fra hele Europa samt Afrika og Sydamerika.
Timber walk i Aarhus by
Konferencen løb over to dage, hvor FSC Danmark var medarrangør. Første konferencedag blev brugt på en spændende ”timber walk” rundt i Aarhus by, for at se på forskellige projekter lavet i FSC-certificeret tropisk træ. Turen tog deltagerne fra den nyopførte Kulbro View til kunstmuseet ARoS, efterfulgt af en gåtur langs Aarhus å, inden turen sluttede på havnefronten hos Navitas. Turen var blevet arrangeret af FSC Danmark, som indbød til netværksmiddag i Dome of Visions efterfølgende.
Networking og vidensdeling
Andendagen på konferencen bød på spændende table talks omhandlende forskellige aspekter af bæredygtigt tropisk træ. Her bød FSC ind med to spændende table talks, der var flittigt besøgt igennem hele sessionen. Konferencen blev afsluttet med en inspirerende session omhandlende, hvordan man bedst kan markedsføre brugen af bæredygtigt tropisk træ.
Nienke Stam, senior program manager hos IDH, der står bag STTC netværket, fortæller om STTC: ”STTC netværket er stærkt, fordi det repræsenterer så mange forskellige organisationer, som faktisk gerne vil samarbejde på tværs. Der er en masse energi i netværket, og det mærker man til sådan en konference som denne. Sammen kan vi øge kendskabet til bæredygtigt tropisk træ.”
Hos FSC Danmark blev STTC konferencen vurderet til at være en succes: ”Jeg er super stolt af, at vi er medarrangører af den her store konference, og jeg er også stolt af, at vi har kunnet lokke den til Aarhus igennem vores gode arbejde. Netværket er super vigtigt, fordi det bringer tømmerindustriens interessenter sammen, så vi kan tage den ærlige dialog. For os som FSC Danmark handler det jo i sidste ende om at fjerne barrierer og skabe motivation for at købe og bruge FSC-certificeret bæredygtigt træ,” udtaler Loa Dalgaard Worm, sekretariatsleder hos FSC Danmark.