
Møbler hænger ikke på træerne
Tværtimod har ethvert FSC-certificeret produkt sin egen historie, der er kendetegnet ved en nøjsom proces, hvor arbejdere, håndværkere, designere og producenter får miljø- og arbejdsforhold til at gå op i en højere enhed. På årets designmesse i Bella Center i København vil FSC Danmark gøre opmærksom på, at et ansvarligt forløb er sikret af FSC-mærket.
For andet år i træk deltager FSC Danmark ved CODE-messen i Bella Center i København. Med temaet ”Alt træ har en historie – med FSC ender den godt”, bliver der i år lagt vægt på forløbet fra skov til produkt.
På CODE 10-messen glæder vi os til at fortælle, hvilken ekstra dimension det giver at udføre design i bæredygtigt træ og dermed gøre selve materialets historie til en del af designprocessen. FSC Danmark vil gerne vise, at design og bæredygtighed sagtens kan gå hånd i hånd og bane vejen for fremtidens træmøbler.
Design og bæredygtighed
CODE 10-messens tema er i år ”Be different – fit in”. CODE 10 vender op og ned på de traditionelle messekoncepter og viser nye tilgange til skønform, design thinking og den skabende proces. Messens fokus er på dansk og nordisk design, men med markant internationalt særpræg.
Den første CODE-messe blev afholdt i august 2009 og blev besøgt af designinteresserede gæster fra 35 lande samt af 155 journalister fra 11 forskellige lande, heriblandt: USA, Japan, UK, Australien og Italien.
Navnet ”CODE” er en sammentrækning af COpenhagen DEsign og er en messe inden for design - møbler og indretning. CODE er en selektiv fagmesse, der prioriterer design i høj kvalitet, gode ideer og skæve indfald. Her præsenteres de nye, innovative produkter og unikke designoplevelser.