DMT

Hos branche- og arbejdsgiverorganisationen Dansk Mode og Tekstil er man ikke i tvivl: branchen skal blive bedre til ansvarlighed og bæredygtighed!

“Bæredygtighed fylder generelt meget i branchen, og det er vigtigt for os at være en del af fora og fællesskaber, der er med til at kvalificere og styrke branchens bæredygtige omstilling. Træbaserede produkter – både i kerneprodukter og indpakning – fylder stadigt mere i branchen, og vi vil gerne sikre, at den stigende efterspørgsel ikke får konsekvenser for verdens skove, og derfor er et medlemskab af FSC Danmark et vigtigt skridt.” fortæller presse- og kommunikationschef for DM&T, Simon Hansen.

DM&T rådgiver inden for et væld af træbaserede produkter, eksempelvis det træbaserede produkt viskose, som har en betydelig rolle i modebranchen. Men også emballagen bliver i denne branche i stigende grad lavet af træbaserede produkter. Derudover dækker DM&T også hele møbelbranchen.

DMT

Bæredygtighed i højsædet
Både forbrugerne og omverdenen stiller i stigende grad krav til bæredygtighed. Derfor er interessen for bæredygtighed også ifølge Simon Hansen markant stigende blandt DM&T’s medlemmer og forventes kun at blive ved med at stige. Det er derfor vigtigt, at de som branche- og arbejdsgiverorganisation kan vejlede deres medlemmer både generelt men også mere specifikt på enkelte dokumentationsformer.
“Det er væsentligt med mærkning og certificering, som kan hjælpe virksomhederne med at sikre deres arbejdsgange og øge transparensen over for deres kunder.”

DM&T ønsker at bruge deres medlemskab til at skabe en større bevidsthed om, hvilken rolle bæredygtigt skovbrug har i livsstilsbranchen som en hjælp, ifølge Simon Hansen, “til at inspirere vores medlemmer til at tænke miljø, mennesker og biodiversitet ind i deres forretning, sideløbende med at vi selv gør det samme i vores arbejde”.

DMT

Om Dansk Mode & Textil
Dansk Mode & Textil er Danmarks største selvstændige branche- og arbejdsgiverorganisation for livsstilsvirksomheder. DM&T blev grundlagt i 1895 og er i dag en moderne brancheorganisation med fokus på viden, rådgivning og udvikling af branchen og rammevilkårene, der følger med.

Omdrejningspunktet for DM&T er den personlige branchespecifikke rådgivning, hvor deres medlemmer har adgang til en til en-rådgivning fra et kompetent team af rådgivere. De tilbyder rådgivning inden for en række områder såsom bæredygtighed, herunder miljø, klima og CSR, digitalisering, ansættelsesforhold og -jura, internationale forhold, handelsjuridiske forhold og en række andre forretningskritiske forhold.

DM&T’s medlemmer spænder vidt over tekstiler, interiør, beklædning, sko og accessories. Medlemmerne er af vidt forskellig størrelse og befinder sig i hele landet.

Læs mere på DM&T’s hjemmeside.