Bornholms kommunale skove er certificeret som bæredygtige

BRKs Center for Ejendomme og Drift har siden år 2013 arbejdet målrettet på at få gjort de kommunale bornholmske skove så bæredygtige, at de lever op til internationale standarder. Nu er det lykkedes, så kommunens cirka 2000 hektar skov har opnået certificeringerne PEFC og FSC. Dermed er Bornholm med til at trække udviklingen i retning af større bæredygtighed i den kommunale skovdrift i Danmark.

BRK planlægger den bæredygtige skovdrift
Bornholms Regionskommune planlægger løbende brugen af de kommunale bornholmske skove for at sikre bæredygtigheden. Man sørger for at fælde træerne og plante nye i et tempo, så skoven ikke tager skade, men der skal også være balance mellem menneskers brug af skoven i fritiden og beskyttelsen af planter, insekter og dyreliv. Derfor anlægger BRK stier og laver bålhytter mv. i de områder, som kan tåle at blive brugt meget og hvor kommunen rigtig gerne vil tilbyde rekreative oplevelser. Andre dele ligger hen som urørt skov, hvor dyr og planter får ro til at udvikle sig.

”Jeg er meget glad for, at vi her i kommunen passer så godt på skovene, at vi bevarer dem til vores børn og børnebørn. Certificeringen passer fint sammen med Bright Green Island-strategien og kommunens målsætning om at være en grøn, bæredygtig ø. Det er min holdning, at vi som offentlig myndighed skal arbejde på at holde en fornuftig balance mellem benyttelse og beskyttelse af miljøet. Med den her certificering er vi gået foran og har vist, at vi bakker vores grønne strategier op med handling. Det er meget glædeligt og det viser, at kommunens fagfolk gør et godt stykke arbejde,” udtaler Carsten Scheibye, formand for Teknik- og Miljøudvalget.

BRK er frontløber
”Når Bornholms Regionskommune vælger at lade sin skove FSC-certificere, er det ikke bare et tegn på, at kommunen tør gå forrest og være progressiv, når det gælder vores fælles miljøansvar. Det betyder også, at man på Bornholm er med til at skubbe til markedet for dokumenterbart bæredygtigt træ, og det gør mig virkelig glad,” udtaler Loa Dalgaard Worm, sekretariatsleder i FSC Danmark, og fortsætter:

”Der er endnu kun få kommuner, der har valgt at gøre det samme og jeg håber, at Bornholms Regionskommune som foregangskommune på området kan inspirere andre af landets kommuner til følge trop. Kommunen er samtidig en af landets mest skovrige kommuner, så certificeringen kommer også til at gøre en forskel for udbuddet af FSC-certificeret træ på markedet."