
Den årlige Building Green messe er Danmarks største event for bæredygtige løsninger inden for byggeriet. For første gang blev det afholdt i Jylland, hvor 69 udstillere inspirerede de i alt 2400 besøgende til at bygge bæredygtigt.
Stort set alle udstillerne, der arbejder med træ, er FSC-certificerede og vi besøgte deres stande og spurgte dem, hvorfor de har valgt FSC. En af dem vi taler med, er Morten Erikstrup fra Frøslev Træ:
”Vi vil gerne være med forrest i oplysningen omkring bæredygtige løsninger, og vi har de sidste par år kunnet mærke et stigende fokus på netop FSC-certificeret træ. Vi går meget op i hvor vores træ kommer fra, og hvis det ikke er oplyst om træet er certificeret, undersøger vi det selv inden købet. Lige nu er næsten 100% af det træ, vi benytter, certificeret”, fortæller Morten.
Flere udstillere har lignende historier, vi taler med Mona Gøtske fra Kebony:
”Vi valgte FSC i 2009, da vi begyndte at eksportere til England, som kun vil importere FSC-certificeret træ”. Kebony benytter nordisk træ i deres produktion, men for dem er det ligeså vigtigt, at sporbarheden er synlig, hvilket FSC-certifikatet garanterer. ”Derudover stilles der flere krav til os som virksomhed efter EUTR - Den Europæiske Tømmerforordning - trådte i kraft for 4 år siden”, tilføjer Mona.
Hos FSC glædes vi over de mange gode FSC-virksomheder:
”Det gode ved sådan en messe er, at man får fingeren på pulsen. Selvom vi jo samarbejder med de fleres af udstillerne på daglig basis, er det alligevel godt, at få den uformelle dialog med både leverandører og kunder. Tendensen peger helt sikker på FSC og i dag er de fleste heldigvis enige om, at bæredygtige løsninger er fremtiden. Og vi kan se, at mange går efter FSC, fordi det netop er den mest ambitiøse ordning af sin slags.” siger Loa Dalgaard Worm, Sekretariatsleder i FSC Danmark.
Blandt virksomheder, vi besøgte, var Frøslev Træ, Kebony, idealcombi, Velux, Troldtekt og Fakro.