
NB! Suspenderingen af Bureau Veritas er udvidet pr. 19. april 2017 grundet fortsatte undersøgelser. Virksomheder certificeret under Bureau Veritas behøver derfor ikke foretage sig yderligere, før der foreligger en afklaring.
Suspenderingen trådte i kraft d. 19. oktober 2016 og begrænser Bureau Veritas’ ret til fortsat at tilbyde og udstede FSC CoC- og FM-certifikater. Suspenderingen sker på baggrund af, at virksomheden ikke har formået at rette op på større uoverensstemmelser med FSC-akkrediteringsstandarden.
Suspenderingen kan maksimalt vare i seks måneder og i den periode skal Bureau Veritas kunne påvise, at alle større uoverensstemmelser er blevet bragt i orden. Bliver akkrediteringen ikke genindført inden for de seks måneder, kan Bureau Veritas’ kunder blive nødsaget til at finde et andet FSC-certificeringsfirma, hvis deres FSC-certifikat fortsat skal være gyldigt.
Suspenderingen understreger hvor vigtigt det er, at FSC’s standarder løbende auditeres med den kvalitet, der forventes af FSC samt at akkrediteringsorganet ASI fører stramt tilsyn med alle certificeringsorganer.
Bureau Veritas har udstedt 3.800 CoC-certifikater og 100 FM-certifikater i 63 lande verden over.
For spørgsmål eller kommentarer, kontakt ASI på info@accreditation-services.com.