Sammen med danske NGO’er, virksomheder og organisationer vil FSC Danmark gøre FSC-mærket mere synlig for danskerne samt sætte spot på, hvad man som forbruger kan gøre for at støtte op. Blandt medaktørerne er blandt andet Red Orangutangen, Coop, Verdens Skove, Randers Regnskov, WWF Verdensnaturfonden, Arla og XL-byg kæden, som hver især vil sætte fokus på deres engagement og relation til verdens skove og FSC-mærket.
Verdens skove forringes
Verdens skove forsvinder. For eksempel viser en publikation fra Nature Climate Change, at Indonesien har overgået Brasilien i fældning af primærskov siden 2012. Indonesien ligger derfor nu nummer et i verden, hvad angår skovrydning, hvilket blandt andet går ud over orangutangens hjemsted på Borneo. Det er grundlaget for Red Orangutangens arbejde og grunden til, at de støtter op om FSC:
”Borneos regnskove er mange millioner år gamle og nogle af verdens ældste” fortæller projektleder Marie Sigvardt fra Red Orangutangen. ”Men over de seneste 3 årtier er 1/3 af skovene forsvundet. Red Orangutangen arbejder for, at regnskovens dyr og mennesker kan leve i sameksistens. Det gør vi blandt andet ved at arbejde for fredede skovområder, for genopretning af ødelagt skov og for at udbrede bæredygtigt skovbrug til gavn for både orangutangerne og de lokalsamfund på Borneo, der er afhængige af skoven. FSC-mærket stiller krav, der tilgodeser skovene, deres dyreliv og lokalsamfundene, og vores tilgange til naturbevarelse går derfor godt i spænd.” udtaler Marie Sigvardt.
Samtidig med, at skovene forsvinder, ser vi dermed også en forværring af kvaliteten i de skove, som består, hvilket går ud over dyr, planter og de sociale forhold for menneskene, som lever i og omkring skovene.
Ifølge Loa Dalgaard Worm, som er sekretariatsleder i FSC Danmark, gør danskernes valg en forskel:
"Verdens skove forsvinder med voldsom hast og hvis vi skal stille noget op, skal vi agere nu. Samtidig ser vi, at de skove, som består, har ringe vilkår for dyrelivet og skovenes lokalbefolkninger. Med et FSC-mærke kan man som forbruger være med til at ændre den sag, fordi man ved, at de produkter, som man køber af træ og papir, stammer fra bæredygtige og ansvarligt drevne skove. Samtidig motiverer man økonomisk de lokale skovejere til at bevare deres skove frem for at omlægge dem til marker, plantager eller lignende." udtaler Loa Dalgaard Worm.
FSC indtager uge 13
I uge 13 vil danskerne blive gjort ekstra opmærksomme på FSC-mærket og dets betydning. Det sker for eksempel igennem oplysningsarbejde fra danske NGO’er eller igennem synliggørelse af konkrete FSC-produkter. Man vil derfor både kunne støde på FSC-mærket og dets betydning i online medier, dagblade, reklamer, på de sociale medier og i butikkerne, som sælger FSC-produkter.
25 NGO’er, virksomheder og organisationer engagerer sig i år i FSC Ugen.
FSC Ugens aktiviteter
I løbet af ugen vil der på forskelligvis blive sat fokus på FSC og vigtigheden af, at vi passer på verdens skove. Blandt andet afholder vi i samarbejde med FDB-møbler en konkurrence, hvor det er muligt at vinde en loungehavestol fra den nye FDB-serie ”Sammen”. Loungestolen er selvfølgelig produceret i FSC-certificeret træ. Ønsker du at deltage, så skynd dig ind på vores Facebook- eller Instagram-profil og vær med. Derudover kører Arla kampagne på Harmonie mælkekartonerne, Randers Regnskov åbner deres nye jaguaranlæg, der bindes sammen med resten af regnskoven via en FSC-certificeret bro, og Signe Wenneberg holder bogreception på sin nye bog ”Byg Bæredygtigt”.
Se flere af FSC Ugens aktiviteter her.
På FSC Ugens hjemmeside er det muligt at se hvilke virksomheder, der deltager, samt læse, om deres engagement og relation til verdens skove og FSC-mærket.
Husk også at holde øje med vores sociale medier og #fscugen2015
