scan

Det regionale kontor for FSC i Asien, FSC Asia Pacific, afholdte den 7. til den 8. november sit første Asien Pacific Business Forum i Ha Noi, Vietnam. I løbet af de to dage fik lokale FSC-certificerede producenter en unik mulighed for at mødes med lokale såvel som internationale FSC-certificerede købere. Ud over at give en keynote præsentation var det for ScanCom International A/S en vigtig prioritet at deltage i det nye forum, da meget af virksomhedens FSC-certificerede træproduktion sker i Vietnam:

”I ScanCom forsøger vi at drive en ansvarlig virksomhed, og vi ønsker at udbrede vores strategi om brugen af FSC-certificeret træ i alle de forum, som kan påvirke udviklingen af en endnu mere bæredygtig industri. Vi har egen forsyningskæde af FSC-certificeret træ fra Brasilien, som bliver omdannet til udendørsmøbler på vores fabrikker i Vietnam og derfra eksporteret til hele verden. Når vi bliver spurgt af FSC, om vi vil deltage i dette forum og give vores input til en mere bæredygtig verden, så stiller vi altid op,” udtaler CEO, Stig Maasbøl.

Et unikt mødested
Efterspørgslen efter FSC-certificerede produkter og materialer fra den asiatiske region er steget eksponentielt, og tallene taler for sig selv. I regionen har man i dag mere end 10.000 CoC-certifikater, hvilket indenfor en femårig periode er en stigning på 82 procent. I FSC anerkender man denne udvikling og det behov, der er hos købere og sælgere af FSC-certificerede materialer og produkter. Hos købere af FSC-certificerede varer er der et behov for, at de nemt kan få fat i flere materialer og sikre en mere stabil forsyning, mens der hos FSC-certificerede leverandører er et behov for at nå ud til flere købere af FSC-certificerede materialer og produkter.

Derfor har Asien Pacific Business Forum til formål at koble de FSC-certificerede leverandører i regionen sammen med lokale såvel som internationale købere og dermed øge tilgængeligheden af FSC-certificerede produkter i regionen.

For ScanCom International A/S var formålet med at deltage i forummet at understrege vigtigheden af at anvende træ fra bæredygtige og ansvarlige kilder, hvorfor ScanCom Internationals keynote også understregede deres brug af FSC gennem hele forsyningskæden:

”Igen har vi haft mulighed for at give vores mening omkring bæredygtig brug af FSC-certificeret træ og vores egenproduktion til kende overfor en række beslutningstagere fra flere virksomheder. For os er det meget vigtigt og stort, at vi som den eneste produktionsvirksomhed blev udpeget til at holde en keynote i samarbejde med FSC og IKEA,” siger Stig Maasbøl.

Om ScanCom International A/S
ScanCom International A/S er en international havemøbelproducent med hovedkvarter Korsør, men virksomheden opererer også fra Ho Chi Minh City i Vietnam. ScanCom International A/S blev grundlagt i 1995, og har i dag salgskontorer i Danmark, England, Tyskland, Spanien, USA, Hong Kong og Vietnam. Hertil har virksomheden produktion i Brasilien, Indonesien og Vietnam.

Læs mere om ScanCom International A/S på deres hjemmeside.