Den dugfriske meningsmåling afslører, at over 4 ud af 5 danskere mener, at de varer, som kommunerne køber fra udviklingslande, skal være produceret under forhold, der tager hensyn til miljøet og til bøndernes levevilkår.
Med andre ord bør kommunerne ifølge danskerne tænke bæredygtigt, når de køber fx kaffe, bananer og chokolade til børnehaver, plejehjem og kommunernes kontorer.
Københavns Kommune er netop blevet udnævnt til Danmarks første Fair Trade By og tager nu et bæredygtigt ansvar, idet kommunen i starten forpligter til, at en tiendedel af den indkøbte kaffe, skal leve op til de internationale standarder, der er sat for Fairtrade, og andelen skal løbende forhøjes.
Danske forbrugere vil bæredygtigheden
Forbrugerstyrelsens nyligt offentliggjorte forbrugerredegørelse viser, at produkter, der er produceret under hensyn til klima, miljø og arbejdsforhold, er mere populære end nogensinde blandt de danske forbrugere. Fra 2004 til 2007 er salget af økologiske varer steget med 77 %.
Forbrugerredegørelsen viser også, at seks ud af 10 forbrugere køber bæredygtige produkter, og at de gerne vil købe endnu mere bæredygtigt i fremtiden.
De danske forbrugere efterspørger ikke bare flere og flere bæredygtige produkter, men er sågar også villige til at betale en ekstra pris for dem, viser forbrugerredegørelsen.
Kilde: Politiken & Max Havelaar
