Fra 1. april 2009 skal britiske producenter og forhandlere af træ til byggebranchen kunne dokumentere, at deres produkter enten stammer fra bæredygtige plantager eller er licenseret under EU-kommissionens FLEGT-program, som blev søsat i 2003.
Da kun ganske få virksomheder er certificeret under FLEGT, vil dette praksis betyde, at mange britiske aktører i byggeribranchen får endnu mere behov for FSC-certificeret træ, end de har i forvejen. FSC og PEFC er nemlig på forhånd godkendt af den britiske regering som garanter for bæredygtighed.
Med initiativet håber de britiske politikere, at det kan lykkes at bekæmpe illegale og ikke bæredygtige tømmervarer, og ifølge branchebladet Euwid vil Skotland, Wales og Nordirland sandsynligvis følge trop med lignende initiativer inden længe.
Også i Danmark begynder det offentlige at stille større krav, idet staten i sit nye udbud på offentligt byggeri også efterspørger bæredygtighed som et af de tungtvejene kriterier, ligesom Miljøministeriet barsler med en ny miljøvejledning på al indkøb af træ og papir, som også vil anbefale udelukkende certificeret træ.
23 % af alt solgt træ i Storbritannien går til anvendelse i byggeriet.
Kilde: Wood Supply
