Det Foranderlige Hus er en del af Realdania Bygs udviklingsprojekt kaldt MiniCO2 Husene, hvor i alt seks parcelhuse belyser forskellige aspekter af ressourceforbrug og CO2-udledning i både husholdning og byggeri.
Specielt for Det Foranderlige Hus er dets levetid på op til 120 år og dets lave energiforbrug på 36 % mindre end et standard enfamiliehus. Samtidig sikrer huset en CO2-besparelse svarende til opførelsen af op til tre nye huse.
Det er tre aspekter, som Energy Globe Award fremhæver i deres evaluering af huset, og som medfører, at de kalder Det Foranderlige Hus for et eksempel til efterfølgelse for byggeri i det 21. århundrede.
Energieffektivt hus
”Energy Globe Award er et østrigsk initiativ, der siden 1999 har arbejdet for at øge verdensbefolkningens bevidsthed om nødvendigheden af en grøn omstilling. Hvert år hylder de enestående projekter fra hele verden, der er ’best practice’ eksempler på miljømæssig bæredygtighed. Det Foranderlige Hus giver et bud på, hvordan et enfamiliehus kan tænkes fleksibelt fra starten, så der spares CO2 til ombygninger og tilbygninger,” udtaler Martha Lewis, Arkitekt og DGNB Consultant hos Henning Larsen Architects.
Ifølge Cosima Steiner fra Advantage Austria, Energy Globe Awards samarbejdspartner, demonstrerer Henning Larsen Architects’ projekt, ”… hvordan en fleksibel og smidig tilgang til livscyklussen i et moderne familiehus kan spare på CO2-udledningen og hjælpe til at afbøde klimaforandringerne.”
Bæredygtigt træ var et krav
”Husets facader er bygget op af modificerede træprofiler, som kan tages af i sektioner. Det understøtter muligheden for fremtidige tilpasningsbehov,” udtaler Martha Lewis og fortsætter:
”Det var et krav, at træet, som skulle bruges i projektet, skulle være bæredygtigt. Facadeprofilerne samt terrassebrædderne er certificeret efter FSC-ordningen. Træet blev afleveret på byggepladsen med en sporbarhedscertificering. Certificeringen sikrer, at materialerne kan følges fra skoven til det fremstår som et endeligt produkt.”
Kilde: Henning Larsen Architects
